At ansætte kønne pager med langt hår

Jeg blev bedt af ELLE om at lave en liste over de 100 ting, en moderne kvinde skal i mål med. En liste? Mig? Der elsker at skrive langt og længe og grundigt og meget. Så jeg vendte mig til et af mine største forbilleder: Sei Shonagun, japansk forfatter anno 966.

Sei elskede at lave lister. Lister over ting, der var henrivende, triste, uomtvistelige. Hendes lister over årstider, vandfald eller smukke bjerge er så fortryllende, at jeg straks får lyst til at rejse til Japan og se hendes verden med mine øjne. En verden, der ikke eksisterer mere, for hun var hofdame ved det kejserlige hof i slutningen af de tiende århundrede, hvor hun også skrev bogen Pudebogen, og det er gennem den, jeg får et kik ind i en verden og en hverdag af i går.

Der er 1002 års aldersforskel på os, men jeg føler, hun er min samtidige.

Bogen, som jeg læser i en engelsk pragtoversættelse med farvesatte litografier, indbundet i silke og med guldsnit, er et hovedværk, ikke kun i japansk litteratur, men i verdenslitteraturen, og med god grund: Man er i ualmindeligt godt selskab med den kloge, kvikke, kultiverede – og her kunne jeg skrive kurtisane, men gøre det ikke, for det var hun ikke.

Hun var poet. Og hofdame, hendes opgave var at underholde Kejserinde Sadako, og det hverv rangerede højere i hierarkiet end kurtisanens. Hun var naturligvis gift, som alle damer af god familie, boede lige så naturligvis ikke sammen med sin mand, for det gjorde man ikke i Heian-perioden. Og hun havde på helt konventionel vis masser af elskere, nære venskaber med mænd og undlod ikke at se længe og godt på en smuk mand, mens hun selv sad bag sit skærmbræt. Sådan var den tid.

Hun var belæst og rap i replikken, noget, der blev værdsat højere end alle andre dyder. At kunne svare prompte med en reference til klassisk, kinesisk poesi, blev anset for at være yderste raffineret, det var mere værd end økonomisk formåen eller politisk tæft. Guld og forbindelser forgår, men dannelse består. Det krævede både vid og en skarp pen, men også en krystalklar analyse af det komplekse liv ved hoffet. Og masser af papir, en kostbar gave, der ofte blev hende skænket af Kejserinde Sadako selv.

Det, jeg holder allermest af ved Pudebogen, er ud over det dogmeagtigt dokumentariske indblik i hverdagens trivialiteter (men også skønne rober, store fester, religiøse processioner og utallige festivaller ved det storslåede kejserhof) er dog hendes lister, der bliver til betragtninger og overvejelser. Hendes vægtning og afvejning af godt og skidt, smukt og grimt, lødigt og forlorent, er simpelthen i topklasse. En mand, der ikke længere besøger sin kone – overmåde trist. Et barn, der spiser jordbær – yndigt. Sneklædte nætter – bedårende. At ansætte kønne pager med langt hår – dejligt.

Derfor var jeg ekstra glad for i det 100. nummer af ELLE, at blive bedt om at lave en liste over de 100 ting, en moderne kvinde skal i mål med. Er jeg selv i mål? Langt fra, det er slet ikke det, min liste handler om. Jeg gør i al beskedenhed som Sei Shonagun gjorde omkring 996: Iagttager det samfund, jeg lever i, med dets pudsige sociale konventioner, smagshierarkier, nedarvede tankegods, befriende frisk-øjede fornyelser, indædte vaner og længsel efter noget større – og sætter det, jeg ser, på liste. Uprioriteret.

 

Listelink her: ELLE_DK_02_2017_100_ting

You may also like