Creme-lagkage

Der er en serum. Så er der en essens. Så er der en emulsion, en olie, en lotion, en eliksir. Avanceret anti-age består af mange lag, og som altid, jo flere lag, jo mere forvirring om, hvornår hvad skal på. Er du også forvirret, så ls med her, hvor creme-lagkagen skæres, bid for bid.

Åh, det var så dejligt nemt for vores bedstemødre, der havde en creme, der dækkede hele deres behov, nat og dag. Eller for vores mødre, der kun skulle forholde sig til en dagcreme og en natcreme. Nej, kære damer, nutidens hudpleje er ikke som den var engang…den er meget, meget bedre!

Lige nu hitter lag-på-lag antiage, hvor du customizer din hudpleje ved at bygge den op lag på lag. Effekten er til at se, for ved at lægge tynde lag oven på hinanden får du de aktive stoffer derhen, hvor de skal gøre gavn, og du får en synergieffekt, fordi produkterne hjælper hinanden til at præstere bedst muligt.

Det er til at forstå, hvad enten man tilhører generation x eller er helt millennial. Men ulempen er, at man let mister overblikket over, hvad der er hvad, og hvordan de skal bruges. Nok er jo som bekendt nok, og der kan faktisk være for mange lag  -både i hudpleje og i cremelagkager. Så her er overblikket:

 

Serum:

Det meste potente og aktive lag, som du med fordel kan bruge først. Kombiner dine serums, så de målrettede ingredienskompositioner også kommer derhen, hvor de nytter noget. Vælg en serum med peptider og hyaluronsyre til de steder, hvor du gerne vil have mere spændstighed f.eks på kinderne. Brug en lysnings-serum til pigmentpletter i panden, og en serum til fedtet hud i t-zonen. Har du rosacea, grove pore, urenheder eller andre lokale gener, så målret din serum mod dem og skru ned for de andre serum. Afslut med en antioxidant serum, der styrker hudens reparationsevne generelt.

Som hovedregel er der kun plads til to serum ad gangen, men der er dig, der kender din huds behov bedst.

Og ja, jeg er stadig frustreret over at skrive serum i flertal, min indre latinlærer vil så gerne skrive sera, men min indre jorunalist vil så gerne have, at mine tekster glider let.

 

Elixir, fluids og concentrater:

Koncentreret pleje, der lægges under cremerne, oftest målrettet specifikke hudproblemer. Kan det samme som målrettet serum. Gode til patching, mindre gode til all-over.

Essens

Essenserne er et af de nye skud på hudpleje-stammen og de kan, som overstående, også en hel masse, herunder præparere huden, så den får mere glæde af de efterfølgende lag. Essenser er lettere, mere vandige, i konsistensen, og kan bruges under serum, olie eller creme.

Lotion og emulsion

Ikke en toner, ikke en serum, ikke en essens, men et sted der i mellem. Den bruges efter rens og er i sig selv plejende, og så forstærker den effekten af de efterfølgende produkter. Kaldes også emulsion i nogle serier. Brug den nu, hvor chillfaktor er høj og huden trænger til det ekstra lag af beskyttelse.

Olie

Oliebølgen er langt fra overstået, og lige nu hitter avancerede, blandede olier, som kan mere end bare give glød og shine. De plejer helt i dybden, og de kan ved hjælp af deres renhed være det bedste resultat for alle, der ikke bryder sig om (for mange) konserveringsmidler. Hovedreglen er olie over fugtighedscreme, de steder, hvor man vil have ekstra beskyttelse, pleje eller glød. Olie fungerer ikke så godt med serum, men kan godt bruges over en lotion eller emulsion. Endelig kan olie mixes med de fleste fugtighedscremer for mere næring og beskyttelse.

 

Fugtighedscreme

Helt oldschool og helt uundværlig, for den klassiske dag –eller natcreme, der egentlig bare giver fugt, forsegler også alle de andre lag. Den behøver ikke være super givende eller super noget som helst, den svarer lidt til flødeskummet på toppen af lagkagen, der holder på alle de andre, lækre lag.   

Nat

Hvordan får du så mest ud af natplejen? Ved at kigge efter retinol, der er den ingrediens, der kan kommandere cellerne til at optræde som om, de var helt unge. Der er en masse andet godt ved retinol, herunder evnen til at afbøde skader fra de frie radikaler og til at genoprette huden efter overdreven sol, eksem eller acne. Retinol kan kræve lidt tilvænning, derfor er det vigtigt du følger instruktionerne på pakken.

Helt kort…

Start altid med det letteste, mest tyndtflydende produkt først, og slut med et produkt med SPF.

Lad hvert lag tørre et minuts tid, inden du lægger næste lag pleje.

 

 

You may also like