De fine og de dyre

Siden jeg fik sin første ansigtsbehandling engang midt i firserne, nyder jeg så ofte som muligt at lægge ansigtet godt til rette i kosmetologens kyndige hænder. Lige nu, på tærsklen mellem vinter og forår, mørke og lys, trænger huden til en tur under dampapparatet. Men jeg er muligvis den mest umulige kunde, for ikke bare er jeg krævende, forfængelig og forkælet, jeg redigerede gennem næsten 10 år også kosmetologernes eget blad, Esthetique, hvor jeg gik under huden på den professionelle skønhedsbranche.

I anledning af Dansk Kosmetologforenings 50 års jubilæum bad den daværende forkvinde, Diana Sommer (by the way, en af de dygtigste kosmetologer, jeg nogensinde har fået behandling af), mig skrive en artikel om, hvordan faget har udviklet sig over årene. Her bringer jeg den fulde artikel:

 

Kosmetologiens krønike 

50 år i skønhedens tjeneste. ESTHETIQUE har kigget i de gamle arkiver og talt med en kosmetolog, der var med helt fra Dansk Kosmetolog Forenings start – og lidt før.  

Stilethæl, fotomodel og anderumpe var nogle af tidens nye modeord, da Dansk Kosmetolog Forening (DKF) blev stiftet i 1957. New Look blev dikteret fra Christian Dior i Paris, og ovenpå krigens knaphed, flød der atter penge mellem danskernes hænder. En stadigt større del blev brugt på skønhedspleje, og landet over åbnede skønhedssaloner, der tilbød ansigtsbehandling, højfjeldssol, manicure og hårfjerning med voks.

”Egentlig var det ikke meget anderledes end i dag, men arbejdstiderne var længere. Jeg arbejdede fra ni morgen til ti aften”, husker kosmetolog Elly Holmberg, der i dag er 95 år og stadig har fuldt booket i sin salon.

Hun startede Helseinstituttet i Esbjerg i 1949, og efter endt uddannelse to-tre forskellige steder i København, blev hun autoriseret som kosmetolog d. 12. august 1951. Da DKF blev dannet i 1957, meldte hun sig ind og har deltaget i stort set alle arrangementer og kongresser siden.

”DKF har betydet meget for mig, for gennem foreningens blad har jeg gennem årene fået præsenteret alle de nye ting. Også samarbejdet med andre kosmetologer i foreningen har været en vigtig del af mit arbejde som kosmetolog”, fortæller Elly Holmberg, der er Æresmedlem af DKF.

Det første dampapparat

I halvtredserne og tresserne var der slet ikke det samme udbud af produkter, mærker og tekniske hjælpemidler, som der er i dag.

” Jeg investerede i det første dampapparat i Esbjerg, der nok også var et af de første i Danmark, for jeg fandt en masse sjove ting, når jeg rejste i Tyskland og Sverige. Men dengang var det mest almindelige at bruge varme klude – det er der jo faktisk stadig nogen, der gør”, fortæller Elly Holmberg, og fortsætter:

”Engang kom der en med noget hårfjerningsvoks, der var meget billiger end det, jeg brugte, så det kunne jeg da godt prøve. Men det satte sig fast på huden og var næsten ikke til at få af. Når der kom noget nyt på markedet, skulle jeg selvfølgelig afprøve det, og duede det ikke, droppede jeg det igen. Jeg var meget kritisk og gik ikke på kompromis. Der kom også engang en kunde og ville have lys (højfjeldssol, forløberen for vore dages solarium), men det blev ikke hos mig, for hun var rødhåret og det kunne hendes hud slet ikke tåle. ”Jamen, vil du ikke tjene penge”, spurgte hun”?

 

De fine og de dyre

I de første mange år var hudpleje kun noget for velhavende direktørfruer, der havde tid og råd til at tilbringe en dag i stolen hos en kosmetolog. En ansigtsbehandling kostede dengang omkring 100 kroner, eller omkring en sjettedel af en kontordames løn.

”Det var ret specielt at gå til kosmetolog dengang, og det var kun de fine og de dyre. Der var også mange mænd, der fik ansigtsbehandlinger, for mange dansede hos mig og kendte mig derfor i forvejen”, fortæller Elly Holmberg, der også gav – og stadig giver – danseundervisning.

Da kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet og begyndte at tjene deres egne penge, kom der flere og flere unge piger på salonerne, der ville forbedre og pleje huden. Tidligere havde de ikke haft råd.

De fleste kvinder dengang rensede huden med vand og sæbe, og brugte måske en fugtighedscreme. Men i takt med at livsstilen ændrede sig, ændrede behovet for pleje og produkter sig også. Da flere og flere begyndte at holde ferie sydpå, udviklede solcremerne sig for eksempel, og flere og flere kom hjem med solskadet hud, som kosmetologerne måtte rette op på.

”Folk har nogenlunde lige så god hud i dag som dengang”, vurderer Elly Holmberg, men peger på, at skønhedsplejen har ændret sig markant på et område:

”Der er sket meget med manicure. De kunstige negle er blevet væsentligt bedre, de fandtes faktisk ikke dengang, og det er også nyt, at så mange unge piger vil have sat negle på med hvid spids”, slutter Elly Holmberg, der ikke vil høre tale om at slippe sit arbejde:

” Er der noget, der hedder pension? Så længe hovedet fungerer, så skal man tage alt det arbejde, man kan”.

Ud over de dumme blondiner

I takt med, at kosmetologfaget blev mere og mere udbredt, voksede behovet for en anerkendt kosmetologuddannelse.

I 1975 startede en gruppe kosmetologer under ledelse af DKFs daværende formand Gerd Lund derfor en kosmetologuddannelse, der skulle gøre faget anerkendt og stuerent, også hos lægerne, der dengang ikke regnede kosmetologerne for noget.

Gerd Lund undersøgte forskellige uddannelser i udlandet, og landede på CIDESCO, Comité International d’Esthetique et de Cosmétologie, der er en non-profit organisation for kosmetologer med det mål at fremelske kvalitet og professionalitet.

DKF solgte CIDESCO-skolen til Pernille Bjarnøe i 1991, og hun husker tydeligt de første år:

”Da jeg købte skolen, var der kun otte elever, og de første år var det bare et spørgsmål om, hvor stort underskuddet blev. Så vi arbejdede fra syv morgen og sluttede ofte med kurser om aftenen, for at skrabe pengene sammen”.

Et niveau op

Pernille Bjarnøes mål med skolen var at bygge videre på det pionerarbejde, Gerd Lund havde startet, og trække uddannelsen yderligere et niveau op:

”Der var kun en vej frem for kosmetologuddannelsen, og det var at komme ud over de dumme blondiner, via ordentligt undervisningsmateriale og gode forhold for lærere og elever, så uddannelsen kunne bliver anerkendt af Undervisningsministeriet. For selvom den levede op til CIDESCO standarderne, krævede ministeriet nogle andre ting, før uddannelsen blev SU-berettiget”, fortæller Pernille Bjarnøe.

De seneste elleve år har eleverne på CIDESCO-skolen kunnet få SU under uddannelsen, og med i dag 110 elever vil der også fremover være kosmetologer til salonerne rundt omkring i landet.

”Kosmetologfaget appellerer til piger med et åbent vindue til verden. En tredjedel af eleverne komme fra de nordiske lande, ligesom vi har rigtig mange elever med etnisk baggrund”, slutter Pernille Bjarnøe.

 

 

 

 

You may also like