Den fortryllede have

I renæssancehaven Villa d’Este forfrisker de 500 fontæners vand den vandrende. Overdådigt og dog simpelt, for det er jo bare vand.

Suk. ja, netop på denne årstid længes jeg tilbage til Italien, og jeg er sikkert ikke den eneste. Ny derfor denne reportage, som jeg skrev til Kristeligt Dagblad efter en tur til Rom:

En have, hvor gartnerens fornemmeste opgave er at holde fontænernes piber fri for flyvske blade, og hvor græsset gerne må betrædes, og hvor bassinerne kun er til for at svale sindet, ikke kroppen med svømmeture. Sådan er Villa d’Este haveanlæg. De over 500 fontæner, der springer med vand fra floden Anio, virker på samme tid overdådige og simple. For det er jo det rene vand. Men tænk, at vand kan være så poetisk.

På en varm sommerdag er haven en sval oase, både for den nutidig turist, der ankommer fra Roms smog og trafikkaos, men også for renæssancens romere må havens 500 springvand have været en ekstravagant oplevelse.

Da Kardinal Ippolito d’Este anlagde haven i anden halvdel af 1500-tallet, havde Rom været tørlagt i flere hundrede år, men renæssancens paver hentede omegnens floder ind til byens offentlige fontæner, for uden vand, ingen by.

De velhavende romerske familier, som d’Esterne og Borgiaerne, der både leverede paver, kardinaler og verdslige adelige, var på det tidspunkt begyndt at bygge villaer i Sabinerbjergene, cirka 50 km øst for Rom, tiltrukket af de helsebringende kilder og det forfriskende og livgivende vand ved byen Tivoli.

Kejser Hadrian havde her haft sin villa. Når Tiberen ikke længere kunne køle på en glohed dag, var det tid at tage op i bjergene. Sådan også i dag, hvor Villa d’Este virker beroligende og stimulerende ovenpå romersk powershopping og folkehavet ved Trevi-fontænen.

Betragter man haven, der ligger udstrakt et godt stykke under villaen, ser man først og fremmest renæssancens rene, lige linjer efter klassisk forbillede. Symmetrisk folder havens grundrids sig ud om to akser, der krydser hinanden. I modsatte ende af villaen spyr Moder Jords frodige og utæmmelige bryster vandet lige tilbage i retning af villaens skråsikre fornuft, og på tværs af denne urkraft løber den dannede vej fra orgelfontænen i højre side, hen over de tre dybe bassiner midt for, og slutter i venstre side med aftegningen af en ikke realiseret fontæne. Helt i renæssancens ånd balancerer haven at skabe mellem fornuft og kreativitet.

Kardinal Ippolite d’Este identificerede sig med sagnhelten Herkules. Herkules, som man sagde, var stamfader til d’Este-slægten, var af guderne blev udset til at opnå guddommelighed, hvis han vel at mærke kunne overvinde en række prøver og fristelser.

Denne vandring på dydens smalle sti var i renæssancen et symbol på sjælens vej fra uvidenhed til visdom, og det mytologisk grundlag for haveanlægget.

Inspirationen til på den ene side det utæmmelige vands frie løb og på den anden side det tæmmede vands mange muligheder for at skabe mønstre, lyde og musik som i orgelfontænen, afspejler på en subtil måde Kardinal Ippolites fascination af Herkules. Udover den rigt dekorerede Herkules-sal indenfor i villaen, genkender man dragerne i dragefontænen, som en af de prøvelser, Herkules måtte stå igennem.

Ved at tæmme de enorme vandkræfter opstod der en meditativ, rolig rislen, ikke ulig musik. Og selvom flere af havens fontæner i løbet af den svulmende og overlæssede barok mistede deres rene og enklere udseende til fordel for opulente former, lever haven i dag som et intakt renæssance kunstværk. Overdådig, ja, men ikke overdrevet. Ren i linjerne, både havens grundplan og de mange fontæner, og smukkest udtrykt ved den lange vej af rislende vand, der løber ud af 100 fabeldyrs munde.

Men Villa D’este ville ikke være en rigtig renæssancehave, hvis den ikke gemte på hemmeligheder, skjult for det blotte øje og det store overblik:

I hver lille krog bevæger Anio-vandet sig med en overmenneskelig opfindsomhed i alle retninger og på alle måder: I den drabelige drage-fontæne, så larmende og voldsomt, at storbylarm virker som det rene vand, til bassinernes zen og fire meter dybe vand, der blidt bevæges af karperne.

Under d’Esterne blev haven udbygget, endda med statuer af mester-skulptøren Bernini, og fremstår i dag som sen-renæssance. Den var i sin tid et forbillede for alle haver i Europa, også for Versailles og Bobolihaven i Firenze. Også Carstensen navngav sin have i København efter byen Tivoli, hvori ville d’Este ligger.

I sine storhedstider, mens orgelfontænen spillede lifligt, var den et yndet mål for kunstnere. Både maleren Fragonard, der blev kaldt det før-revolutionære Frankrigs sidste smil, og komponisten Franz Liszt lod sig fortrylle af vandets rislen, af denne ødsle og dog kontrollerede anvendelse af datidens vigtigste råstof ved opbygning af civilisation: H2O.

Efter almindelig forsømmelse og skiftende ejeres ligegyldighed, overgik haven til den italienske stat efter første verdenskrig, og både have og villa blev omfattende renoveret op til jubelåret i 2000. Den optræder i dag på Unescos liste over verdens kulturarv, og anerkendes som stammoderen til hele den europæiske havekultur: I sin yderste konsekvens er havenisser og guldfiskebassiner i danske parcelhushaver også efterkommere af Villa d’Este.

Og den er fantastisk. Overalt lyden og duften af springende, rindende, rislende, legende, dumpende, brusende vand. Vand, der tæmmes og rettes ind, vand der uhæmmet løber. I sær om aftenen, efter solnedgang, når alle fontænerne er oplyste og træder strålende frem på baggrund af de dunkle laurbærbuske og cypresser, må selv en u-romantiker på forlænget weekend med My Travel lad sig rive med.

Men allermest raffineret er det dog, at vi, der vandrer gennem haven, konstant må forholde os til det lastefulde – den overdreven brug af rent vand i drikkekvalitet, i en tid, hvor drikkevand sælges dyrt på flasker i supermarkeder, og hvor rent grundvand i fremtiden bliver en mangelvare. Og samtidig den velsignelse af kølighed og ro der opstår, når man følger de dydige og dygtigt udtænkte stier. Vandet giver en dejlig ro, så sindet giver slip.

 

You may also like