En lille dut af noget gult

Jeg har haft den store ære at interviewe designeren Cecilie Bahnsen til det nye nummer af ELLE. Hvis navnet ringer som klokkeblomst ved dine øre, er det fordi den unge designer, man ikke længer kan kalde et talent, netop har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris.

”At have et talent er det udtryk for at have medfødt / delvist tillært sig, en evne på et bestemt område. Et trænet talent, vil blive til en styrke”, lyder Wiki. Det er det hun er: den stærkeste danske designer lige nu.

Cecilie laver ikke bare tøj, hun laver – især – kjoler på en ny, selvbevidst måde: De fylder, de er poetiske og de er uendeligt smukke.

Der er en tydelighed i dem, og man er ikke i tvivl om, at det er en Cecilie Bahnsen, hvis øjet fanges af noget, som det søger tilbage til, igen og igen. Mange af de begreber, der ofte forbindes med mode, får en ny, sikrere betydning i hendes design. Feminint, f.eks., et ord, brugt så ofte om mode, at det efterhånden er blevet tømt for indhold og er blevet et tomt hylster, hvor drømmene ikke vil slå sig ned.

Det er helt anderledes her.

Volumen. Hendes brug af volumen, som leder tankerne hen på Rei Kawakubo fra Comme des Garçons, men også på den måde, volumen historisk har spillet en rolle i modens historie. Nedgangstider, opgangstider, fyldige tider, magre tider.

Tit bliver volumen brugt som et barokt element i den mode, der kun er til for sin egen skyld, l’art pour l’art, la mode pour la mode, blot for at understrege klicheen om den overforfængelige mode, den besværlige mode, det umulige element, der gør mode til noget, man ikke kan leve i eller være i. Det gør mig inderligt trist at se de der videoer, hvor modeller vælter rundt på såkaldt feminine hæle, der ikke er skabt til at gå i, men kun er lavet for at andre kan grine, når den smukke falder.

Cecilie Bahnsen er stik modsat.

De smukt rundede kjoler i de følsomste couture metervarer er skabt til at blive brugt, til at være noget, man rent faktisk på ud over en t-shirt og et par bukser, tilsat par enkle sorte herresko eller en solid støvle. Som hun selv ville gøre det. Metervarer, der ikke kun er overspændt smukke, men også har en mild humor. I skønne farver, når det altså ikke er sort og hvidt, signaturfarverne.

Hun er solidarisk med sine brugere, hun har sat sig ind i, hvad det er for et liv, de fleste af os egentlig og for det meste lever, et både banalt og til tider kedeligt og ensformigt liv, mere tantråd end tantra, mere Excel end ekstase.

Netop her er moden en af vores glæder. Sådan er det i hvert fald for mig. Uanset, hvor ensformig særligt mine hverdage er, så er glæden ved at tage noget smukt på, en særligt fin bluse eller et par støvler, jeg nøje har udvalgt, en af de største hverdagsglæder.

En lille prik af noget gult midt i alt det grå, som et kig ned i maleren Hammershøis malerkasse afslører. Hammershøi malede hverdagen, som regel interiør fra sit hjem, altid i grå toner. I den nye dokumentar om salget af Hammershøis maleri Hvide Døre, titter en lille dut af noget gult frem mellem alle de hvide og grå toner.

 

Sådan er mode, noget der hæver hverdagen op over det grå og trivielle, og her er Cecilie Bahnsen stærk. Ligesom Hammershøi holder hun sig til de rene linjer og mest hvidt eller sort (og lidt lyseblåt, til Kronprisessen), og ligesom Hammershøi er der en genkendelighed i det, hun laver.

Det er rigtig stærkt gået at holde fast i sit DNA, når hele verden river og flår i hende, for 2017 har virkelig budt på store oplevelser for den lille designer. Det fortæller hun om i ELLE, som er på gaden 30.11., smukt fotograferet af Asger Mortensen.

 

Billedcredit:PR//SS18, PRE18, AW17 samt @ceciliebahnsen

 

 

You may also like