For enden af selfiestangen

Jeg forsømmer aldrig lejligheden til at trække Marcel Proust op af hatten. Min største litterære helt, min livslange kærlighed, min største, mest omfattende og altopslugende, læseoplevelse nogensinde. Da Laura var teenager, trak jeg hende rundt på Père Lachaise, indtil vi fandt Prousts’ grav. På en bænk, under skyggen fra nogle gamle kastanjetræer, faldt hun i søvn, mens jeg stod andægtigt foran den flade, sorte sten. Jeg stod der meget længe.

Alle børn, der er vokset op under mine vinger, er vokset op med madeleinekager. Linde-teen er kommet til de senere år, i år må jeg huske at bede Albert vise mig, hvordan han skiller forbladene fra blomsterne. Han har huler i sine lindetræer.

Denne gang har jeg trukket På sporet af den tabte tid helt frem i hovedrubrikken på en feature, jeg har skrevet i det ELLE, der er på hylden nu. Artiklen handler om, hvordan vi bruger vores tid digitalt, og er sådan en enten/eller-sag. Det var i hvert fald udgangspunktet, men når jeg interviewer så fornuftige mennesker som elektronistaen Christiane Vejlø og yogien Simon Krohn, bliver det til både/og. Til en opfordring om at være bevidste i valget. Om at være i tiden, af tiden, men ikke underlagt tidens tyranni.

Ja, vi har masser af gode grunde til at være online og svinge os fra link til link, men vi har også brug for at være off, når vi er det. Det er engelske teenagere åbenbart ikke. De sender i gennemsnit 3.400 elektroniske meddelelser. Om måneden. Fra deres seng. Men inden du himmelvender øjnene over den håbløse ungdom, vil jeg bare lige sig at Marcel gjorde det samme, oversat til sin tid. Stor dele af det smukke, omfangsrige værk skrev han nemlig, liggende i sengen i det korkbeklædte soveværelse. 4.469 sider såmænd.

 

 

 

 

 

You may also like