Helt hul i hovedet…

Jeg får mange spørgsmål om skønhed (og nogle enkelte om tysk højromantik, pelspleje af pudler og livet både før og efter døden) og dem jeg lige nu får flest af, handler om nålerullen. Gør det ondt? Er det sikkert? Virker det? Hvilken rulle er bedst? Hvordan gør man? Og hvordan gør man ikke?

I lang tid havde jeg en rulle fra Swiss Clinic liggende, men turde ikke bruge den, selvom jeg sjældent er bange for at prøve noget nyt. Men mange af de kosmetologer, jeg lytter til, forsikrede mig, at det er helt sikkert og at det er effektivt, bare man bruger hovedet. Og her er, hvad jeg fandt ud af efter tre måneders frem og tilbage, op og ned:

Der er stor forskel på nålelængderne, alt efter, om det er en rulle til hjemme – eller klinikbrug. Derfor er behandlingen også forskellig, alt efter, om du selv ruller eller du får en behandling på en klinik. Du kan sagtens opnå gode resultater selv, men hvis du virkelig vil i dybden med et eller andet, så skal du på klinik. Et eller andet kan være ar, pigmentforandringer, solskader, grove pore eller fine linjer.

Til hjemmebrug ville jeg ikke bruge nåle, der er længere end 0,2 mm. Ja, de findes længere og dem kan du sagtens købe, men vil du holde dig på den sikre side, så du ikke risikerer at skade din hud, så gå langsomt frem. Det er små, skarpe skalpeller, du bruger, og den aften, jeg mistede en tredjedel af mit ene øjenbryn, fordi jeg ikke gad gå ind til mit spejl, fik jeg respekt for rullen.

Så brug spejl! Og giv dig god tid.

Renlighed er et must, part 1: Jeg desinficerer rullen efter brug og inden, jeg lægger den i æsken, så den er tør og ren til næste rul.

Renlighed er et must, part II: Huden skal også være ren, og det der med at rense huden har jeg lige skrevet om her:

Jeg ruller et par gange om ugen og det har jeg gjort de seneste tre måneder, men det kan måske ændre sig. Jeg kunne sikkert have set større forandringer i min hud, hvis jeg rullede oftere, men det blæser jeg på. Jeg vil gerne går langsomt og sikkert frem. Skønhedsevolutionist, som jeg jo er. Det har jeg skrevet om her.

Rul op/ned, frem/tilbage og diagonalt, ikke mere end fire gange over samme sted.

Aften er det bedste tidspunkt. Min pande bliver rød og svulmer lidt op, så den har brug for hvile efterfølgende.

Og nu kommer det, der for mig for gør den store forskel: den pleje og næring, huden får bagefter. Serum, creme, masker. De optages op til 200 gange bedre, end hvis de bare blev smurt ovenpå en renset hud. Jeg bruger Bioeffect EGF Serum, mest fordi det gør in hud sundere og stærkere, så den er bedre til at holde på fugt. Netop fordi vi arbejder down under, vil jeg gerne have det så rent og naturligt som muligt, så vælg noget, der ikke indeholder for meget krudt. Ingen parfume, farve eller andet, der ikke gør huden en tjeneste (Bioeffect indeholder heller ikke alkohol, tilsætningsstoffer, andre konserveringsstoffer eller olie). Ovenpå bruger jeg Medex Vital Recover K, en lidt understatet, men rigtig nærende, natcreme, der er specielt udviklet til efterbehandling efter f. eks. nåleruller og laser, den indeholder vitamin A og E. Retinol, hyaluron og peptide-produkter, enten som serum, creme eller masker, er gode som efterbehandling. I det hele taget kan du roligt bruge de produkter, du i forvejen nøje har udvalgt, fordi du synes de virker, ikke indeholder for meget krudt og som passer til din hudtilstand. Du vil bare opleve, at de virker endnu bedre.

Og dagen efter bruger jeg en eller anden dagcreme + solcreme. Med SPF 50. Gisp.

Solcreme er obligatorisk efter klinikbehandlingen, men også efter hjemmerul, for huden er jo i gang med en genopbygning, og derfor åben og modtagelig. Igen: hellere rettidig omhu, ellers har du rullet forgæves. Selvom jeg ikke er fan er solcremer med faktortal over 30, så er der et sted, jeg selv napper SPF 50: Når huden er under behandling med f.eks. ruller, laser, syrepeeling eller andet, der går dybt.

Microneedling til hjemmebrug hedder mange forskellige ting, for når noget bliver populært, vælter det frem med forskellige varemærker. Teknikken er, at bittesmå nåle rulles henover huden og laver tusindvis af mikroskopiske huller eller kanaler i huden, så den skubber til collagenprocessen og begynder at reparere sig selv ved at danne nye – og bedre – hudceller.

Rulninger og efterfølgende pleje bruges til at sætte gang i cellefornyelsen, reparere solskader, forbedre hudens struktur, reducere ar, formindske porer og stramme huden op. Og selvom det alt sammen lyder meget godt, så brug stadig hovedet, når du ruller.

Mit sidste tip i denne ombæring hedder kosttilskud. For mig har det vist sig at være en god ide, at give huden noget at leve af i form af beauty-tabletter. Dem skrev jeg om forleden, og til dem, der ikke fik læst den historie, kommer der er link til Fagbladet Kosmetik her:

 

 

You may also like