Herfra og til solen

Mandag er en særlig dag. Mandag er jævndøgn, nat og dag er (næsten) lige lange, og hermed hilses sommertiden velkommen, et nyt år kan folde sig ud. Vi, en lille gruppe af yogalærer, der har taget uddannelsen sammen, mødes og laver i den anledning 108 solhilsner. Det er der faktisk masser af mennesker, der gør, over hele verden.

Når vi samles ved jævndøgn for at lave 108 solhilsner, bruger vi ikke en mala til at tælle til 108, vi skiftes til at instruere hilsnerne, og på en ellers anden måde får vi tal og mennesker til at gå op. Tal og mennekser GÅR jo op.

En af måderne at blive en god yogalærer på er at øve sig, at praktiserer ikke bare yoga, men også kunsten at undervise andre i yogaens disciplin.

Selvom surya namaskar er øvelser, vi er hjemme i og mange praktiserer dagligt, så er det dejligt at lade sig guide. Det er en af grundene til, at vi på skift instruerer, hver på vores måde og med vores stemme. Det er samtidig meget beroligede ikke at skulle tælle og holde rede på, hvor vi er henne, beroligende at hengive sig til, at det er der nogen, der har styr på. Ikke en, men kollektivt, så vi sidste ende, efter ca 2 ½ time, når i mål på 108.

Når en bevægelse eller serie af bevægelser, som surya namaskar rettelig er, gentages igen og igen, opstår der et flow, en meditativ tilstand, hvor kroppens og sjælenes grænser ophæves, og man bare er tilstede – det kender de fleste, der bare har oplevet at tage en serie på 10 eller 12 solhilsner. Autopilot med fuld opmærksomhed.

Da vi mødtes ved vintersolhverv for at lave 108 solhilsner, gav det mig en oplevelse af, at kunne slippe faste overbevisninger. I tiden op til havde jeg flere gange tænkt, at jeg aldrig ville kunne lave 108 gentagelser, allerede ved 36 var jeg halvflad, men som vi stod midt i det, slap jeg den bekymring, for lige der oplevede jeg, at jeg kunne, og jeg oplevede også, at det her ikke var noget, jeg skulle for at bevise noget, jeg gjorde det bare, i flok sammen med de andre. Det var ikke et projekt, det var en tilstand, en kollektiv oplevelse.

Det må være den samme tilstand, man opnår ved at løbe et maraton, hvilket jeg aldrig har løbet og ret sikkert aldrig kommer til, mine erfaringer med løbetræning rækker kun til let på ruter under 10 km. Men erfarne løbere beretter om, at de når en tilstand nærvær, hvor smerter, overbevisninger og vurderinger sætter ud, blot ved at sætte den ene fod foran den anden igen og igen. Den japanske forfatter Haruki Murakami, der løber mindst lige så meget som hans skriver, sætter præcise ord på det i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe.

Det må også være den tilstand, man nogen gange synker ned i, når man arbejder i sin have og gentager de samme bevægelser igen og igen. River blade, graver jorden igennem, samler kampesten sammen til en stensætning.

Men når det drejer sig om mange gentagelser, kunne vi så ikke lige så godt lave 107 eller 109 eller et andet tal?

Jo, ligesom vi i princippet også helt kunne lade være. Da alt jo im Grunde genommen er meningsløst, kan man jo i princippet bare lade stå til, ikke længere børste tænder, ikke betale husleje eller lave mad til sin familie. Det er jo i denne fuldstændige meningsløshed, vi som mennesker som den eneste art forsøger at finde mening: hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvorfor er jeg her? Jeg ved med stor sikkerhed, at små, sorte pudler ikke stiller sig dette spørgsmål, og jeg ved med ligeså stor sikkerhed, at mange af mine venner og bekendte gør.

Vi har brug for orden, regelmæssighed, disciplin, retning og mening. Yoga og meditation er eminente redskaber, når det drejer sig om at disciplinere. For det gælder om at stilne sindet, så seeren hviler i sin sande natur, det var det, Patanjali vidste og formulerede for godt 1600 år siden i Yoga Sutra.

Jeg havde for nylig en elev, der efter en hatha klasse formulerede det således, at han under savasana havde oplevet en tilstand, han kendte fra hypnose, tilstanden, hvor man umiddelbart har det rette svar på alle spørgsmål. Han havde med andre ord oplevet, hvad yoga er.

Derfor: disciplin skal der til, og 108 er et på alle måder et godt tal, når man kigger lidt på, hvad det består af:

1 x 1 = 1 x 2 x 2 = 4 x 3 x 3x 3 = 27 = 108. Det er altså noget med at opløfte tallene til næste potens, at løfte det jordiske, manifesterede op på et højere plan, der hvor alt er muligt. Tallet 108 understøttes også at en lang tradition, ikke kun blandt hinduer, men også andre religioner, for bedekranse 108 perler (+ en for guruen), men også de grundlæggende, gamle skrifter, Upanishaderne, dem der også er grundlagt for meget at det tankegods, vi kender fra yogaen, er 108.

Der er 54 bogstaver i sanskrit alfabetet, hvert i en maskulin og feminin version, shiva og shakti, også her lander vi på 108. Og sådan kan man blive ved, hvilket mange gør, men inden jeg fortaber mig i traditioner og skik og brug, vil jeg blot ønske den tanke velkommen, at både solen, månen og jorden er repræsenteret i tallet. Solens diameter er 108 gange jordens, og afstanden til jorden fra hhv. solen og månen er 108 gange deres respektive diameter. Tag lige den!

Det forklarer nemlig for mig, hvorfor det giver god mening at lave solhilsen-maraton ved solhverv og jævndøgn, hvor de tre hovedrolleindehavere indtager deres pladser på den kosmiske scene. At byde solen velkommen igen.

Nu er det forårsjævndøgn, nu kommer fuglene igen, det er tid til at finde nyt rodfæste til de tanker og drømme, der kom til os i vinterens muldmørke, det er tid til at planere og plante, sigte og så, luge og lykkes på livet løs, så der er noget at høste, når sommeren synger sin sang. Og hvordan fejre der bedre end med 108 hoppende, landende, fladende, glidende, kravlende, jublende solhilsner, udført i gode menneskers kreds?

 

 

You may also like