Hundens år

Den her, Ibby, den er til dig!

For se, hvad jeg fandt i dag: en hundebog – til.

Før mit liv blev beriget med en hund (og hvilken!) anede jeg, ikke, hvor mange bøger, der udkommer om canis lupus familiaris, men jeg anede heller ikke, at de – fleste – er af ganske høj kvalitet.

Den, der fangede mig i dag var Kubrick The Dog, en smuk dokumentation af en vizslas liv fra hvalp til lykken på de evige jagtmarker. Forordet var skrevet af Stella McCartney, en stor hunde – og dyreven, hvilket netop nu ses i en række fashionfotografier af smukke hunde i hendes design.

Storm P. sagde , at når man køber en hund, køber man samtidig en sorg. Tårerne trillede, da jeg nåede til næstsidste side, hvor billedet af den afsjælede, hvilende Kubrick i lyst tæppe understreger Storm P.s udsagn. Sidste side er et magisk billede af en evigt ung Kubrick, der snuser rundt i uendelighedens have.

Forleden hørte jeg, at især hunde, men også heste og få katte kan oparbejde så høj en grad af menneskelighed, at de kan reinkarnere som – mennesker. Sidder du og tænker på, om det også kan gå den anden vej, er svaret nej. Evolutionen er altid til det bedre, mod det højere.

Kubrick fik mig til at tænke på to rigtig gode hundebøger, der krydsede min vej sidst på året sidste år. Den ene var en gave fra en anden stor hundeven, Ibby, om hunden Nortons filosofiske memoirer af bestsellerforfatteren Håkan Nesser. Norton, Nelson, you know. Et lille klogt værk, hvor handlingen følger samme retning som Kubricks, men med et udførligt kapitel dirkte fra hundenes himmel, fortalt af Norton selv; det varmede. Jeg har lovet samme Ibby, at hun må låne den anden hundebog, der bed sig fast i mig.

Travels with Charley er en aldrende John Steinbecks beretning om rejsen tværs gennem USA i sin autocamper Rosinante sammen med sin tro væbner, storpudlen Charley. Hvis man på nogen måde forstiller sig en banal mand-kører-med-hund-fortælling, tager man ganske fejl. Det er fremragende beskrivelser grænselandet mellem journalistisk reportage og auto(camper)fiction, og selvom bogen efterhånden har 50 år på bagen (og hvem har ikke det?), så er den frisk og sprød, klar i sine iagttagelser og tegner med varm hånd et fint tidsbillede af et diverst USA i tressernes brydningstid.

Charley er naturligvis min helt, og lige nu prøver jeg at finde ud af, om det er generelle hundeegenskaber eller særlige puddelegenskaber, der vækker så stor genkendelse og læselyst. F.eks. evnen til at vide, when to bark and when to walk away, som jeg genkender fra Nelson.

Forfattere og pudler er et at mine temaer, og foruden Thomas Mann, Winston Churchill (der havde dværgpudler) og faldt jeg så over John Steinbeck. Hvad angår Goethes Faust, må det blive ved fantasien, jeg har ikke fundet beviser for, at kernepudlen er skrevet over en virkelig puddel.

Fotografen Elliot Erwitt kendte jeg ikke, før en fotografven gjorde mig opmærksom på hans store bagkatalog af billeder af hunde, ikke hunde der poser, men hunde som de er. Drillende, skide-irriterende, hoppende, gøende, tiggende – præcis som de er og præcis grunden til at vi elsker dem! Godt nyt Hundens År!

 

 

You may also like