Hvide drømme

Ved brudekjoleballet i München fejres de store, hvide engangs-kjoler og den romantiske forestilling om evig kærlighed. Forventningsfulde par trækker i bryllupstøjet igen for at køre i karet, danse brudevals og spise bryllupskage, denne gang uden sommerfugle i maven eller svigermor på slæb.

For ti år siden forsøgte jeg sammen med fotograf Casper Balslev at gå i et med tapetet til det årlige brudekjolebal på City Hilton München. Reportagen blev bragt i Ud & Se, der er link i bunden af artiklen, så du kan se de fantastiske billeder. Artiklen kan du læse lige her:

” Big wedding?” nikker en storrygende asiatisk mand spørgende ud mod Brøndgården på Hotel City Hilton i München, hvor et brusende kaos af tyl, silke, satin og noble habitter er ved at tage opstilling til gruppebillede.

Firs brudepar stiller op til fællesfotografering, og det er et virtuelt vendespil at få placeret den medfølgende ægtemand bag den rette kjoles slør eller håropsætning, uden at skygge for de andre brude eller samle fokus på en enkelt.

For det er da egentlig synd kun at bruge den store kjole en eneste gang?

”Åh, der står jo en brud mere”, kommer det fra en høj dame i selskabskjole, mens hende fingre spiller nervøst henover ryggen på en tom plasticstol. Hun vinker til bruden og gommen, at de skal komme ud i gården, mens hun spejder ind i hotellets lobby for at se, om der skulle dukke flere frem fra de lave sofaarrangementer eller ud af elevatoren.

Det er hendes, Fru Linkes, ansvar, at alle de deltagende par får indfriet deres forventninger om en smuk og romantisk aften i kærlighedens og brudekjolernes tegn. Som erfaren og professionel bryllupsarrangør ligger det årlige brudekjolebal i München trygt i hendes hænder.

Siden 1996 har brudekjoleballer bredt sig fra Berlin til de større tyske byer og over grænserne til Østrig, Italien, Grækenland og USA. Kun par er velkomne og kun i bryllups- eller festtøj. Hvert par må gerne invitere ”bryllupsgæster” med, men de fleste vælger blot at komme som par.

For 85 Euro får parrene en aften i bryllupsdagens skær: Champagnemodtagelse, fællesfotografering, buffet, bryllupskage og vals. 24 par har bestilt værelser på hotellet, for mange kommer langvejs fra eller griber chancen for endnu en bryllupsnat.

”Jeg glæder mig til det hele, og til at se hende i kjolen igen”, siger Hartmut Sälzer lidt generet, mens hans kone Manuela retter på hans lommetørklæde. Hendes kjole har store sløjfer på skuldrene og et perlediadem henover panden holder det korte slør fast. Sådan så hun ud for 15 år siden, da hun sagde ja, men ustyret har været brugt flere gange, for Hartmut og Manuela har flere gange deltaget i brudekjoleballer.

Sammen med et vennepar har de varmet op til den store aften derhjemme, og pigerne har lagt alle kræfter i håropsætning og make-up..

På hotellet har Frau Linke sørget for at indrette en salon, hvor frisører og make-up-artister har været i gang det meste af dagen, så alle kan nå at blive klar til tiden. TV-stationen RTL sender et kamerahold for at dække ballet, og hvem ved, hvem de vil interviewe?

Fotografen Uschi i sort habitjakke og solide støvler dirigerer stadig rundt med paukebrede nederdele af tyl, og langsomt former silke, slør og forventninger sig til et gruppebillede med damer indrammet af kjoler og mænd i sort, gråt eller beige. Uschis lange lyse krøller danser rundt omkring hovedet, der ikke er i ro, før alle par er på plads.

”Smil!”

Firs brudepar smiler ind i kameraet. Nydelige par. Forventningsfulde.

Blandingen af tusmørke og projektørlys trækker nuancerne frem i kjolerne: Optisk hvid, blåligt, nyfalden sne, æggeskal, elfenben, creme, lys karamel, fløderand, laks, perlemor. Glimtvis afbrudt af røde roser eller en rød corsage.

Alle brudene er i langt, kun en enkelt blotter sine hvidstrømpede ben til knæene. Fru Schölz – og Herr Schölz – fra München fejre i år deres 41. bryllupsdag. De blev gift i en tid, hvor aviserne skrev om Wirtschaftswunder og Marshallhjælp, og München kun langsomt var ved at finde sig selv i ruinerne.

Hendes slanke ben bliver fællesbilledets omdrejningspunkt. Den flødefarvede blondekjole sidder som støbt og står smukt til hendes askeblonde hår.

”Noch mal”, og øjeblikket er bevaret digitalt.

”Tak”, siger Uschi, og poseringerne falder, smilene breder sig og mobiltelefonerne kommer op af lommerne. Frau Linke ser tilfreds ud.

De fleste på billedet er i midten af trediverne, sunde unge mennesker, nogle af dem, viser det sig, er blevet gift samme år. Der er en psykiater, flere ingeniører, et par doktorer, sygeplejersker, kontorassistenter og hjemmegående. Funktionærer, lønmodtagere og selvstændige. Holdbare ægteskaber, for her i det katolske Bayern løber man ikke skilsmissekontoret på dørene, som i det protestantiske nord. Ved brudekjoleballet i Berlin deltog sidste år et lesbisk par. Det ville være svært at forestille sig i München.

De fyldige kjoler kan næsten ikke finde plads mellem buffet’en og de 16 runde borde beklædt med nervøs velour, hvor brudeparrene har dineret under høje sølv kandelabre og til dæmpet musik, da der lyder valsetakter over højtaleranlægget. Firs par kaster sig hæmningsløst ind i brudevalsen, firs brudekjoler valser rundt og rundt, men også forsigtigt, for at undgå at træde på hinandens slæb. Et enkelt par danser ude i Brøndgårdens mørke, tæt og langsomt.

Et sted skal en lukning løsnes ovenpå middagen, et andet sted svæver en barm faretruende over corsagens kant, nogle af gommene smider jakken. Ingen tårer eller stykker af iturevet slør, ingen klirren på tallerkenkanten. SÅ skal der danses.

”If I could turn back time” trækker mange par på dansegulvet, også to brude forsøger at danse sammen uden at komme i konflikt med skørterne, andre står i grupper og snakker og ryger. Pigerne beundrer storsindet hinandens kjoler, vel vidende at deres egen dog er den skønneste i landet.

Dansen stopper brat, da en fotovæg bliver foldet ud. Fotografen Uschi har hængt de billeder op, hun har taget i aftenens løb: Gruppebilledet fra Brøndgården og de individuelle billeder fra middagen. Alle styrter til, for at pege og lede og finde sig selv: Med perler i håret og professionel make-up ligner man næsten sig selv.

Ved midnatstid bæres bryllupskagen ind. Ifølge traditionen får det par, der har været gift længst, æren af at skære kagen for. I aften er hende med de pæne ben, Fru Schölz – og Hr Schölz, naturligvis.

Men traditioner er til for at brydes, og ved næste brudekjolebal i München starter en ny tradition: Her lægges kniven i hånden på det par, der kan fortæller den mest fantastiske og romantiske historie om, hvordan de mødte hinanden.

Brudekjoleballer, hvor romantiske kvinder igen og igen kan stå hvid brud, men uden sommerfugle i maven, er meget populære i Tyskland. Det var bryllupsarrangøren Bettina Köbschall fra Berlin, der fik ideen i 1996, da hun havde arrangeret et bryllup, der blev ødelagt af det eneste, hun ikke kunne arrangere: Vejret. Da bruden havde slæbt sit våde slør op ad kirkegulvet, besluttede Bettina Köbschall at invitere det gennemblødte brudepar til et brudekjolebal sammen med alle de par, hun havde holdt fester for det år.

I dag fejres det hvide snit hvert år ved baller i otte tyske byer, og konceptet er nu solgt videre til bryllupsarrangører i Italien, Grækenland, Østrig og USA.

Nogle af gæsterne deltager i flere baller årligt eller i det samme bal, år efter år, og det er helt legalt at deltage uden at have båret kjolen foran alteret først, så længe man kommer i brudekjole – og med partner. Her danser ingen alene, og for et par år siden i Berlin deltog også et lesbisk brudepar. Og selvom parrene gerne må invitere bryllupsgæster med, lader de fleste dog svigermor blive hjemme.

De store, hvide brudekjoler, der kun bruges en gang, er en moderne opfindelse, både i Tyskland og i Danmark. Den mest almindelige kjole frem til 1930’erne var sort og ulden, lige til at genbruge. Den blev syet om eller lagt ud, alt efter hvilken lejlighed, den nu skulle bruges til. Det hvide slør kom først til for omkring 100 år siden, hvor også de første hvide kjoler dukkede op i de velhavende familier. Og omtrent samtidig begyndte skrædderne at sy kjolerne i silkesatin, der fortsat er det mest anvendte materiale til brudekjoler.

I de senere år er der kommet flere nye typer kjoler, der passer de moderne brude, nemlig kjoler til gravide eller til modne brude, der giver deres ja midt i livet – eller for anden, tredje eller fjerde gang.

 

Link til Ud & Se, april 2007 her, hvor artiklen blev bragt med billeder af Casper Balslev

 

 

BlobServer

 

You may also like