I form til at sidde stille

Min sommer byder på skrivning ud over det sædvanelige, da jeg skal skrive ikke mindre end to bøger færdig. Boghandlerne siger, de glæder sig – og det forpligter! Bøgerne kommer der MEGET mere om senere, lige nu handler det om at komme i form til at skrive, for det er overraskende hårdt rent fysisk at sidde på en stol og banke anslag af.

For nogle år siden deltog jeg i et skrive-marathon på Filmskolen, hvor vi over nogle få dage skulle producerer helt ufatteligt meget kreativ tekst. Vi skrev os ømme og trætte, halvblinde og hjernelamme, men det var en utrolig oplevelse af, hvordan krop og ord egentlig hænger sammen. Efter et stykke tid er de psykologiske blokeringer, der hæmmer vores flow og kreativitet nemlig slået fra, og så flyder teksten ubesværet, rodfæstet i underbevidstheden, men alligevel i stand til at tage det levende nu ind. Og det er vitterlig som at løbe, løbe, løbe: krævende, udmattende og resultatet afhænger af, hvordan din grundform er.

Derfor undersøger jeg lige i øjeblikket, hvilken træningsform, der ud over gåture med puddel og svømmeture i åbent hav skal få mig igennem de to bøger uden skader. Jeg har faktisk engang mistet synet på det ene øje efter en lang skrive-periode, og så sætter tasteriet sig i skuldre, hænder , ryg og hofter hos mig. Og så var det, jeg kom forbi til en prøvetime hos Mette i POWERHOUSE Cph. Hun underviser i reformertræning, altså stabiliserende, koordinerende og core-styrkende øvelser på træningsbrikse, hvor både de store muskelgrupper kommer på arbejde og de små, stabiliserende muskler har vildt travlt med at holde sammen på det hele. Resultat: sved på panden og ømme dybe mavemuskler og lægge et par dage efter træningen, så det virker! POWERHOUSE CPH i København tilbyder som det første sted i landet nu også yoga på reformerbriksene, det er aldrig set før, og det kunne godt blive det næste, jeg prøver af.

 

 

 

 

 

You may also like