I hælene på Frans

Der er 185 km fra Assisi til Rom, det ved jeg, fordi jeg har gået min fødder så ømme her, som de aldrig har været før. Men følger man de gamle vandrestier, som Frans af Assisi trådte på sine utallige ture gennem Rieti-dalen, mister metermål sin betydning. Tilbage står indtrykket af sølvfarvede olivenlunde, rolige bjergbyer og vandring i timevis uden af møde andre end sommerfugle. Vi pakkede rygsækken med det mest nødvendige, købte et kort og gik af sted.

”Skal I ud at finde Gud”, lød det fra en veninde, men nej, ham har vi jo fundet for længst. Vi trængte blot til at ære Guds skaberværk, se skove og marker og støvede veje frem for computerskærmens sløve blå. At ære ved at være og ved at gå. Meditere i det fri. Gå grundende gennem dalen og over bjerget, og måske tage lidt af den storhed og ro med hjem.

I modsætning til Caminoen, der de senere år er blevet stigende populær, nogle vil sige overrendt, er der langt mellem de vandrende på Fransikusvejen i Umbrien. Fra det turisternes Assisi i nord, til Rietidalen i Syd vandrer pilgrimme i den hellige Frans’ fodspor. Fransikusvejen har intet mål, ingen domkirke i Santiago de Compostela at nå, vejen er målet. At vejen går igennem nogle af Italiens smukkeste og endnu uberørte landskaber og helt op i 1000 meters højde, gør de hellige fodspor værd at følge.

Hvis vilde orkidéer, olivenlunde og ensomtliggende klostre ikke siger dig noget, skal du ikke læse videre. Hvis du omvendt har lyst til at opleve en anden side af Italien, og oven i købet komme i god form, så er de utallige vandrestier, der gennemløber Umbrien et godt sted at sætte foden.

En række af vandrestierne er afmærket som pilgrimsstier, for det er nemlig de stier, Frans af Assisi trådte på sine utallige vandringer mellem sin fødeby Assisi og Paven i Rom i 1200-tallet, hver gang han fik en ny ide til at reformere den katolske kirke. På sine ture grundlagde Frans utallige klostre og tilbragte lange, ensomme perioder i klippesprækker, og det er blandt andet disse klostre, klippesprækker og andre historiske steder, der er milepælene på turen.

Vandreruterne er delt ind efter naturlige stop og efter overnatningsmuligheder på klostrene undervejs. Det er nogle steder helt basic en seng og et brusebad, mens andre klostre drives som rigtige hoteller med fine værelser og gode badeværelser.

Frans’ vej

Du behøver ikke være spirituel eller religiøs for at komme i nærkontakt med historien, med naturen og med klosterlivet. Fransvejen har ikke som caminoen i Spanien udviklet sig til en attraktion i sig selv, men er resultatet af en lille flok vandre-entusiasters anstrengelser for at bringe både kirkehistorien og naturen lidt tættere på moderne mennesker. Det er der heldigvis ikke så mange, der har opdaget endnu, og på vores ti dage lange vandring mødte vi kun en lille håndfuld vandrende. Dem mødte vi til gengæld mange gange, et hyggeligt gensyn efter ensom vandring i timevis.

Stierne op og ned ad bjerge og igennem Rietidalen er derfor glimrende til eftertanke, til gode samtaler, til at nyde træer, fugle og frisk kildevand. Efter ti dage er kroppen renset godt igennem af luft og vand.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også, for flere af ruterne går igennem triste industriområder, braklagte landbrugsjorde og ikke-steder, der må kvalificerer som udkants-Italien. Men det er glemt, når turen næste morgen tidlig starter med sol over de sølvfarvede olienlunde og frokosten består af brød med frisk fåreost og en rødmende tomat, inden det er tid til en eftermiddagslur under et stort egetræ. Så er der ikke mange andre steder, der giver fred og ro i sjælen og plads til de store tanker.

Miljøet skytshelgen

Frans af Assisi (1181-1226) er en af den katolske kirkes helt store reformatorer, ikke mindst fordi han lagde vægt på det simple liv i en tid, hvor kirken svælgede i guld og velstand. Han tilskrives blandt andet den første julekrybbe, en juletradition, der er udbredt i de fleste katolske lande, ligesom han i dag også er skytshelgen for miljø og økologi, en konsekvens af hans glæde ved at færdes i naturen. Den danske forfatter Johannes Jørgensen skrev i 1907 en udførlig biografi om Frans af Assisi, og flere steder på turen er der henvisninger til Giovanni Joergensen.

Hvornår?

Bedste årstid for at vandre i Umbrien er forår og efterår indtil november, hvor det kan være regnfuldt, og hvor det er koldt at overnatte på klostrene.

Hvordan? Flyv til Rom eller Firenze og tag toget til Assisi. Togtiderne findes på trenitalia.com.

Overnatning? Primært på klostre langs ruten, det koster ca 25 Euro med morgenmad, men mange steder betaler man blot efter evne ved en donation til klostret. Der er rabat på mange hoteller og vandrehjem, hvis man har et pilgrims-pas.

Måltider? Man spiser rigtig godt i Umbrien, nogle vil hævde bedre – og billigere – end i Toscana. De fleste små købmænd smører sandwich med ost, tomater og skinke, og mange af dem giver rabat mod fremvisning af pilgrims-pas.

Flere gode links kort, overnatningssteder og bøger på www.italiantouristoffice.dk, søg efter ”Rieti”, samt på dette site.

Vi vandrede efter kort og rutebeskrivelser i bogen Der Franziskusweg af Angela Maria Seracchioli, købt via Amazon.de. Bogen indeholder oversigt over klostre, spisesteder, seværdigheder og etapernes sværhedsgrad, den findes desværre kun på tysk og italiensk, men der er en engelsk oversættelse på vej.

Ruten: Start i Assisi over Spello, Trevi, Spoleto, Stroncone, Greccio, Rieti, Poggio Bustone og tilbage til Rieti, derfra med bus til Rom for at undgå det sidste stykke langs befærdede veje. Ruten er mærket med et gult Tau, der er Franciskanernes symbol.

Let gang på jorden

10 % af din egen vægt, mere bør du ikke have på ryggen. To par vandresandaler, sovepose, et sæt skiftetøj/skiftesokker og solcreme kan sagtens holdes under 6 kg, hvis du for eksempel vælger en let silkesovepose, dropper de fleste skønhedsprodukter og kun tager let tøj med.

Fun fact: Frans’ livslange veninde, Clara, er en spændende karakter i den kristne kirke. Det gør et stort indtryk at besøge hendes kloster San Damiano lige uden for Assisi, og Frans’ og Claras relation er inspirerende, fordi den ikke handler om ægteskab og familie i traditionel forstand, men om ligeværdighed mellem mænd og kvinder. Mon ikke manuskriptforfatterne har kigget mod Assisi, da de skabte hovedpersonerne i House of Cards?

You may also like