Lev dig smuk

Sidst, jeg interviewede Dr. Howard Murad, var i forbindelse med udgivelsen af bestselleren The Water Secret, en bog, der rummer hans forskning og viden om, hvordan huden bevarer og genvinder vand, og hvorfor vand er den vigtigste faktor for en smuk, strålende, ren og fast hud.

The Water Secret er konkret, videnskabeligt funderet og meget let at forstå, for det er faktisk en beskrivelse af den viden, der ligger bag det Cellular Water-patent, der er i alle Murad produkter i dag. Men siden sidst har den gode doktor tænkte nye tanker og er kommet op med et helt nyt skønhedsbegreb: Inkluderende sundhed. Hvad er det?

”Min hemmelighed er så såre simpel: Brug gode hudplejeprodukter, ”spis” dit vand og vær den unikke person, kun du kan være. Jeg kalder det inkluderende sundhed, for det handler ikke kun om produkter og ingredienser, men også om, hvordan du lever dit liv hele vejen rundt. Det har vi talte om før, og de fleste ved godt, at broccoli er bedre en chokolade, og at regelmæssig motion holder dig sundere og smukkere længere. Men vi overser let, at masser af moderne mennesker lider af kulturel stress, altså bliver stressede af alle de påvirkninger, der er rundt omkring os: Vi har mere travlt end nogensinde før, livet er mere kompliceret, vi vil gerne lykkes med alt på en gang. For ti år siden havde vi ikke en smartphone, i dag tjekker vi den hvert minut. Du mister faktisk fugtighed i huden, når du er stresset, og når du ikke er dig selv, ja så er du i en form for stress.

Inkluderende sundhed er at inkludere din sundhed i dine skønhedsrutiner, og dermed også tænke positive tanker, reducere stress, spise god kost, ja spise vand, som jeg kalder det. De fleste grøntsager og frugter indeholder op til 80 % vand, vandmelon og agurker endda mere, og ud over vandet får du også masser af vigtige vitaminer, antioxidanter og sporstoffer med, som er essentielle for hudens evne til at holde sig gennemfugtet, opbygge kollagen og forblive fast i bindevævet. Men du skal også gøre plads til at spise den chokolade, der gør dig glad og giver dig velvære og lyst til livet. For når du glæder dit hjerte, så stråler din hud”.

Dr. Howard Murad kan næste år fejre 25 års jubilæum med hudplejeserien Murad og de 19 patenter, der ligger bag. Det er først, da jeg læser pressematerialet, at det går op for mig, at han faktisk er 74, det er hverken til at se på hans hud eller kropsholdning, og hans vision om, hvordan sundhed og skønhed er uadskillelige er mindst, stopper bestemt heller ikke her:

”Som hudlæge eller kosmetolog er du selvfølgelig ikke psykolog, men derfor kan du godt opmuntre dine klienter til at behandle sig selv kongeligt. Giv dem et godt ord med på vejen, som opmuntrer dem og glæder dem. Jeg har netop samlet en række opmuntrende sætninger i min nye bog Creating a Healthy Life, sætninger jeg gennem årene har brugt til mine klienter, og som alle vil kunne få glæde af at bruge. Det handler om at give klienterne selvværd og mod til at være de unikke mennesker de – og du og jeg – er, og det er noget af det, vi som behandlere skal hjælpe dem med. Man siger, at et æble om dagen holder lægen væk, men jeg tror også på, at et stort knus om dagen holder dig sund og rask og smuk.”

 

Murad YouthCam

Dr. Howard Murad har udviklet et YouthCam, som er et måleinstrument, der analyserer hudens kvalitet på områder som pigmentation, følsomhed, inflammation og rynker. Via et kamera scannes huden og dybereliggende skader aflæses. På baggrund af scanningen foreslår programmet hvilke produkter, der vil kunne hjælpe bedst, så man kan sammensætte et meget personligt og målrettet plejeprogram. Scanningen kan også bruges til at skrue tiden frem, så klienten får et billede af, hvordan hendes hud vil se ud om 5 -10 år. YouthCam  kan lige nu opleves på Murad-standen i Magasin på Kgs. Nytorv.

 

You may also like