Lyden af regnbueørreder

For nogle år siden var jeg inviteret til en særlig koncert i Odense. Et forskningsprojekt på SDU havde nemlig undersøgt, om musik kan bruges til at afdække komplekse, biologiske processer. Det foreløbige resultat var en række værker komponeret på baggrund af stamcelle-data fra regnbueørreder. Og det lød sådan her:

Metalliske klange, etnobeats og klokkelyde. Toner, der stiger og falder, i højde og i intensitet. Spændstige lyde, der minder om både tolvtonemusik, klassisk indisk musik og det allernyeste islandske electronica.

Det er lyden af regnbueørredens DNA, når den omsættes til musik, og spilles på blandt andet computere, javanesisk gamalan-xylofon, afrikansk tommelfingerklaver, gong og specialbygget guitar.

”Konceptet er ganske enestående, også internationalt, at lave en melodisk oversættelse af regnbueørredens DNA. Kort sagt har vi puttet naturen i form af forskningsdata ind i computeren, og det er der kommet klange og forløb ud af”, fortæller komponisten, docent Fredrik Søegaard fra Vestjysk Musikkonservatorium, der siden 1993 har arbejdet med at omsætte data til musik. I forskningsprojektet Soundmapping the Genes arbejder han tæt sammen med professor, dr. med. Moustapha Kassem, der er leder af stamcelleforskergruppen ved Klinik for Molekylær Endokrinologisk Behandling ved OUH, der leverer forskningsdata. Foreløbig er samarbejdet blevet til en række værker, der bærer navne som 20 Proteins Across 5 Time Points og H1 Histamin Rainbow Trout Coding Sequence.

”Her er der i alt 624 toner, der svarer til de 624 aminosyrer, der er i det regnbueørred-protein, der undersøges. Det er regnbueørredens melodi udsat for altfløjte, men kunne jo være indledningen til en Sibelius symfoni”, siger Fredrik Søegaard, for selvom musikken opstår ud fra proteiner i stedet for (guddommelig) inspiration eller kunstnerisk skabertrang, så har den også musikalske kvaliteter, og lyder både som et romantisk orkesterværk, eller som en af tilhørerne udtrykker det: “Som Piazzolla forsvundet ind i et Picasso-maleri. Til tider kaotisk, men også både melodisk, rytmisk og genkendelig.”

Kunst og videnskab

Det er Bent Nørgaard, leder af Center for Kunst og Videnskab ved SDU, der har fået projektet til at svinge. Centret har tidligere stået bag forestillinger om bioetik, cancerforskning og nano-teknologi, for udover projektets undersøgende karakter, handler det også om at skabe opmærksomhed om videnskab og forskningen. At det netop er musik og ikke maleri, dans eller installationskunst, der kan bruges som forstørrelsesglas for DNA, skyldes at netop musik netop kan formidle information på flere planer og akser samtidigt.

”Ved hjælp af computerprogrammet MIDI-genmap, som er konstrueret ud fra den kromatiske tone-skala, omregner vi en DNA-streng til ”bogstaver”, der sættes sammen til ”ord” på f eks 5, 8 eller 11 bogstaver; det giver en asymmetrisk rytme, som vi kender den fra klassik indisk musik eller moderne musik, og derefter lægger vi en række strenge ovenpå hinanden”, forklarer Fredrik Søegaard og Claus Gahrn, der har lavet beregningerne og softwarearbejdet, fortsætter:

”Ni instrumenter spiller hver sit protein, og oversætter således målinger fra dag 0, 1, 4 og 11 i proteinernes udvikling til musik. For at belyse data på flere måder, har vi lavet tre variationer over de samme data, hvor vi arbejder med forskellige metoder: med oktaverne, tempo og lydstyrken”.

I det første stykke starter alle lyde samme sted, men udvikler sig vidt forskelligt. Og dette er faktisk det eneste tidspunkt, hvor det menneskelige øre ind i mellem har svært ved at udholde de skærende lyde. Ved anvendelse af den melodiske metode, forøges grundtempo forskelligt, mens den sidste variation arbejder med lydstyrken, så det næsten lyder som et helt almindeligt moderne orkesterværk.

Hvordan kan det bruges i forskningen?

”Vi bruger de musikalske værktøjer til bedre at forstå stamcelledifferentiering. Når vi tager et tværsnit af stamcellen under modning, og ser, hvilke proteiner, der findes på de forskellige udviklingstrin over en 14 dages periode, er der 150 proteiner, der ændrer sig, og vi har ikke værktøj til at forstå dem alle sammen. Derfor koncentrerer vi os om nogle enkelte, men det betyder, at vi mister en masse, værdifuld information. Musikken er vant til at arbejde med meget komplekse, dynamiske systemer, og via musik kan vi skabe modeller, så vi kan styre processerne bedre”, forklarer professor, dr. med Moustapha Kassem.

Kommer vi til at kunne høre, om en celle er syg eller rask?

”Vi tror, der er en struktur i tallene, og resultaterne kan måske bruges til computerprogrammer, hvor vi kan genkende motiver. Det er endnu for tidligt at sige, om der er en biologisk realitet bag eller det handler om ren æstetik, men det betyder, at vi får nogle ideer, nogle perspektiver”.

Jeg har ledet lidt og har faktisk fundet noget af musikken, som du kan høre Her .

 

You may also like