Med en hund i hånden

Alene ordet netværk kan få mig til at stikke halen mellem benene, for sammen med elevatortaler, kaffemøder og kun-for-kvinder-events ligger det på listen over de mest overvurderede, indeholdstømte begreber.

Det kan sagtens være, det virker for andre, men det har aldrig virket for mig, når jeg – igen –stod med et tudegrimt visitkort i hånden og forsøgte at høre, hvad en passioneret (også et afskyeligt begreb) fri agent eller netværker eller konsulent egentlig sagde i den indlærte elevatortale om sine egne fortræffeligheder. Regel nummer et, når man netværker, er at man giver. Overlæsset og udmattet gik jeg derfra.

Jeg har altid kedet mig i fora kun-for-kvinder, og særligt i dem, der var pakket ind i noget med kvinder og ledelse, men strippet for den faktor, der gør alle møder mere spændende: Mænd. Mangfoldighed. Diversitet. Nogen, der ikke er som mig.

I dag når jeg scanner invitationer, sletter jeg først dem, der ikke også inkluderer mænd. Mine bedste oplevelser rent professionelt har altid inkluderet begge køn, og jeg lader mig ligeligt berige, inspirere, udfordre og interessere af både mænd og kvinder.

Det vigtigste er, at de har noget på hjerte, så kan hjertet sådan set sidde, hvor det vil.

Netværksligningen er altså aldrig gået for mig indtil for ret nylig, hvor jeg skulle planlægge nogle møder med henblik på fælles projekter og, ja, netværk.

Hvis der er en ting, jeg afskyr på linje med netværk og elevatortaler, er det kaffemøder. Enten mødes man på en skramlende, larmende cafe eller i et lyddødt, uinspirerende kontor, og ingen af stederne er hunde særligt velkomne. Man forsøger at lytte, det går ikke godt. Man forsøger at sige noget. Det går heller ikke, for uroen eller fraværet af sammen æder både ord, intention og sensitivitet. Vi er mange, der læser ”metadata” som kropssprog, ansigtsbevægelser eller andre signaler, og det er endnu ikke helt lykkedes for mig på de traditionelle kaffemødesteder.

Fællesnævneren hed hunde.

I dag mødtes jeg med Jeanette, der har bloggen Voksen Livsstil. Vi har bl.a. det til fælles, at vi ikke naturligt henter energi ved at være sammen med andre, at vi har et stort behov for at være i naturen, at vi har det svært med støj, når vi skal koncentrere os – og nå ja, så har vi begge to hund.

Selvom det var småkøligt og novemberfugtigt, gik vi i Fælledparken, Nelson, min dværgpuddel, og Viola, Jeanettes milde, kære havanneser, stormede rundt, og Jeanette og jeg snakkede. Vi fik læst metadata, vi fik udvekslet informationer, inspiration og tanker, og vi fik også drukket kaffe og the.

Mænd har gjort det i årevis – netværket, skabt kontakter, bygget tillid, udvekslet erfaring, mens de gik med deres hunde – på jagt. Kombineret naturoplevelse med netværk med hundetur.

Vi kan lære så meget af dem, der ikke er som vi selv; kvinder kan lære noget af mænd, mænd af kvinder, mennesker af hunde.

Men allermest kan vi lære noget af at lytte til os selv, lytte ærligt til, hvad der fungerer og ikke fungerer for os. For mig og for mange andre sensitive fungerer det bedst at gå med hundene under en høj himmel. Har du overvejet, hvad der fungerer for dig?

 

You may also like