Men altså: Intet tilbage af Palazzo Lampedusa

Jeg kunne ikke bo i Palermo uden at blive nysgerrig på Leoparden, eller Giuseppe Tomasi di Lampedusa, der skrev den store roman om det gamle Siciliens forfald. Slet ikke, når jeg dagligt passerede det palazzo, der var hans, indtil det blev bombet i 1943 og ikke siden bygget op igen.

Selvfølgelig findes der guidede ture I hælene på Leoparden, men guidede ture siger mig niente, og absolut ikke i Italien, hvor oplevelsen går tabt i den malstrøm af årstal, det åbenbart er kutyme at lire af.

Så vores tur rundt i det Palermo, Lampedusa kendte, i tiden op til anden verdenskrig, startede på Bar Mazzara, mellem Politeama og Teatro Massimo, for det var her, prinsen af Lampedusa sad og skrev store dele af sit berømte værk. Han sad her også og læste, eller diskuterede med venner og den skare af unge filosoffer, der samlede sig om ham, men han skrev først og fremmest, og når han skrev, var det den største glæde, han kunne give sig selv. Og millioner af lærere verden over, skulle det vise sig.

Bar Mazzara er i klassiske liberty stil, og selvom Lampedusa altså skrev her for mere end 70 år siden, var ikke meget forandret: moderne, i lys marmor og med rene linjer, lange diske, hvor de yndigste, sødeste kager lokker i rosa, gul og grøn. Desværre lukkede dette historiske sted ned for nylig, og 105 års bar – og byhistorie endte. Men vi nåede at nyde den timbale, der var en fast ret på menukortet på Bar Mazzara, endda i to versioner, ris og makaroni, den ret, vi først læste om. Lampedusa beskriver den så detaljeret over adskillelige sider i bogen, at vi fik mod på at tilberede den selv længe før, vi skulle smage den i Palermo. Cassataen, hadve vi hørt, skulle være Palermos bedste, og var den så det? Den skreg af sødme, den var blød, og den grønne marcipankuppel var lige præcis sej og smidig på en gang, så den var god.

Dette måltid krævede en lang gåtur i gaderne, vi kom forbi det pizzeria på Piazza Bellini, hvor kirkerne Santa Caterina, la Martorana og San Cataldo mødes og hvor forfatteren ofte indtog sin frokost, et charmerende sted på en yndig plads, vi vendte tilbage til nogle aftner senere. Siden gik vi tilbage til Via Lampedusa, for at dvæle lidt ved ruinerne af det sted, han var født, og som han lod genopføre i fantasien, i litteraturen.

Et kig ind i, hvordan en adelsfamilie levede, da han blev født i 1986, gav Palazzo Mirto, et palazzo fuldt indrettet og intakt som det stod, da det blev forladt i 1982. I dag et museum, til overflod fyldt med overraskelser for øjet.

Men altså: Intet tilbage af palazzo Lampedusa.

Da vi kom hjem efter en dejlig tur ad Via Cavour, der huser en god Feltrinelli (det forlag og boghandel, der som det eneste ville udgive Leoparden), lå der en mail til mig. Den var fra Hertuginden af Palma og Lampedusa, forfatterens svigerdatter. Hun ville gerne se mig kommende uge i Palazzo Lanza Tomasi, det palazzo i Kalsabydelen, der blev Leopardens sidste bolig i denne verden.

Dette er anden del af Palermo-trilogien, der beskriver en tid, jeg boede der.  Første del kan læses her

You may also like