Mode, magt og medhjælpende hustru

Det er et af verdens mest magtfulde embeder, men kvinderne på posten har ikke selv valgt det. Og det er et embede, hvor skrædderkunst, farvesans og tilbehør spiller en afgørende rolle ved staters dannelse, unioners fald og i balancen mellem krig eller fred. For embedet som first lady/præsidentfrue handler både om mode og magt og meddelelser. 

 

For nylig så jeg Jackie, filmen fra 2016, hvor Natalie Portman gengiver Jackies traumatiske døgn, efter John er blevet skudt. Den fik mig til at tænke på en længere artikel, som jeg skrev til ELLEELLE, lige før Michelle Obama blev first lady og længe før, House of Cards eller Melania Trump var realiseret. Warning: dette er en longread!

Harmonisk, slank og atletisk elegant lufter USA måske kommende first lady Michelle Obama en enkel, ærmeløs kjole købt i en kædebutik og tilsat store, farveglade perler, mens Frankrigs no 1, Carla Bruni-Sarkozy, helt i Christian Dior indtager de bonede gulve og avisernes spalter på flade ballerinaer. Begge udstråler de den kombination af stil, selvbevidsthed og symbolik, som ægte first ladies er gjort af.

”Den tilgang til mode, som first ladies har, er først og fremmest funktionel og sigter mod den rolle, præsidentfruen spiller, der ligger ud over at være velklædet som landets repræsentant. Hun udøver i høj grad et mere symbolsk job som en karismatisk figur, en persona, der er larger than life,” forklarer Catherine Allgor, professor i historie ved University of California Riverside og forfatter til bogen Parlor Politics: In Which the Ladies of Washington Help Build a City and a Government, der netop beskriver præsidentfruernes rolle i politik. For siden de tidligste amerikanske first ladies, udtrykker kvindernes påklædning og stil budskaber på en anden måde, end deres mænd kan gøre det:

”En præsidentfrue kan sende beskeder ud til offentligheden, som er af en mere psykologisk natur end blot rent politiske statements, og som kvinder har de modsat mænd den lange række virkemidler i deres garderobe som tøj, sko og smykker. Det gør dem velegnet som afsendere af mere subtile budskaber”.

Ifølge Catherine Allgor er der en helt, konkret sammenhæng mellem det budskab, kvinderne sender og den måde, de iscenesætter sig selv.

”Dolley Madison, gift med Præsident James Madison, var den første egentlige first lady i USA, og hun klædte sig som en demokratisk dronning for at vise befolkningen, at den unge union USA var en samlet og en ægte nation. Jacqueline Bouvier Kennedys opgave var en helt anden, for gennem sin sofistikerede fransk-inspirerede stil signalerede hun, at USA var en væsentlige spiller på verdensarenaen. Hendes stil sagde, ja, vi er unge amerikanere (hun var kun 31, da hun indtog det Hvide Hus), men vi spiller en international rolle som garant for moral og stabilitet”.

Midt i den kolde krig gav hendes pilleæsker, shift-kjoler og dragter med tre-kvartærmer tryghed og sikkerhed til både amerikanere og resten af den vestlige verden.

Michelles Mission

Onde tunger hvisker, at uden Nancys postkasserøde Adolfo-dragter, var den middelmådige politiker Ronald Regan aldrig blevet USAs præsident, mens kandidat McCains kone, Cindy, måske står i vejen for sin mands vej til det Hvide Hus, fordi mange amerikanere mener, hun klæder sig som en opblæst, snobbet Texas-babe, og det er mange godt trætte af.

Efter den konservativt-diskrete Laura Bush, der først meget sent i karrieren lod sig overtale af amerikansk Vogues Anna Wintour til at lade sig fotografere i Oscar de la Renta, er der med udsigten til USA’s første sorte præsidentfrue kommet fokus på kandidat Obamas kone. Den 44-årige akademiker og mor til to, Michelle er allerede højt placeret på Vanity Fairs liste over bedst klædte.

Hun dyrker især den amerikanske designer Maria Pinto, og minder på mange måde rom Jacqueline Kennedy. Men i modsætning til den ikoniske Kennedy, benytter Michelle Obama sig ikke af stylister, men stoler på sin egen stil og smag, der indtil nu har stået distancen.

Hvilken mission har USAs måske kommende first lady, Michelle Obama?

”Hun bygger videre på Jackie Kennedys friske stil med enkle, ærmeløse kjoler for eksempel. Men hendes rolle adskiller sig meget fra Jackies, for i dag har USA et dårligt omdømme ude i verden, og Michelles mission er derfor at markere en helt ny start, at sende en ung, frisk brise gennem Washington med sin energiske, atletiske stil. Som noget helt nyt shopper hun i almindelige butikker og siger dermed – jeg er ikke en forkælet, rig snob. Ironisk nok hedder en af hendes favoritbutikker, en kædebutik, der ligger i ethvert mal White House – Black Market. Hendes stil genlyder både af race og sociale emner, og medierne skoser hende for at være mere ”sort” end sin mand. Men med sine store perler og etnisk inspirerede smykker udtrykker hun den kollektive smerte, race-spørgsmålet er for både sorte og hvide, og hendes halskæder kommunikerer således et kollektivt trauma”, hævder den amerikanske forsker.

Anti-mode er også mode

På nogle områder minder Michelle Obamas casual stil også om en anden af de store amerikanske præsidentfruer, Eleanor Roosevelt. Hendes tid efter Anden Verdenskrig var depression og arbejdsløshed, efterfulgt af Anden Verdenskrig, og derfor var hendes mission at overbevise amerikanerne om, at det hele nok skulle gå. Da medierne anklagede hende for, at hun på et helt år kun brugte 300 dollars på tøj, klippede hun stolt artiklen ud. Var hendes tøj ikke moderigtigt eller eksklusivt, passede 10-dollars kjolerne til gengæld perfekt til at marchere sammen med sorte borgerrettighedsforkæmpere eller kravle ned i minerne til strejkende, sultende arbejdere.

Hvilke regler er der for go’s og no-go’s for en first lady?

”Det afhænger mest af det budskab, hun er sendebud for. Både Nancy Regan og Hillary Clinton sendte meget formelle budskaber med deres klassiske dragter, Regans røde, Clintons blå, men det afspejler lige så meget den måde, kvinder generelt klæder sig på i Washington. Ligesådan kan man også forklare Michelle Obamas etniske halskæder ved, at de faktisk er på mode blandt højtuddannede kvinder i øjeblikket”

 

Oh, Jackie

 Som den yngste præsidentfrue nogensinde rykkede Jacqueline Kennedy ind i det Hvide Hus og dermed ind i vores kollektive bevidsthed som essensen af stil og elegance. Som fashion ikon inspirerer hun i dag både Carla Bruni-Sarkozy og Michelle Obama, og hænger der også en enkel ærmeløs kjole i dit klædeskab, er det muligvis Jackies fortjeneste.

 Om morgenen, dagen efter John F Kennedy var blevet valgt til landets højeste embede, trak Jacqueline en regnfrakke over sig, og forlod Kennedy-klanens hektiske og sejrsberusede hus, for at gå en stille tur alene langs vandet. Knap 31 år gammel, og fuldstændig overvældet over den opgave, som lå foran hende. First Lady.

I tiden før hun mødte senator Kennedy, klædte hun sig som man forventede det af en pige fra en velhavende Long Island-familie: enkelt, elegant og uden de store udfald mod den etablerede stil, der i halvtredserne var præget af New Look, klassisk engelsk tweed og et mere afslappet fritidslook. Men da Kennedys valgkampagne kørte, blev hende stil strammet op, og den blev mere raffineret:

”Jacqueline Kennedy blev den måske største af dem alle, fordi hun var så bevidst om sig selv og sin stil. Og stilen passede fuldkommen med hendes mands liberale, politiske budskaber, så det blev næsten magisk”, siger first-lady eksperten Catherine Allgor.

Fantastiske forudsætninger

Hendes yndlingsskrædder og manden bag den kjole, hun bar, da Kennedy blev indsat i det Hvide Hus i 1961, Oleg Cassini, kaldte hende en ”geometrisk gudinde”, for hendes størrelse var helt perfekt til at bære (amerikansk) couture: 170 cm høj, langlivet, en lille barm, og den samme vægt omkring 55 kg livet igennem.

Chanel-jakker, A-formede nederdele, sorte turtelnecks, brocher, ensfarvede outfits, ganske lidt pels, hvide handsker, kæmpestore solbriller, Palm Beach-solbrændt hud og den naturlige greige, en blanding af grå og beige, dannede grundstammen i hendes garderobe i Det Hvide Hus.

Blandt favoritterne var alt fransk og i sær Chanel, Dior og Givenchy, noget Women’s Wear Daily kritiserede hende kraftigt for, så hun fik blandt andre Oleg Cassini til at kopiere og dermed amerikanisere stilen fra Paris. Hendes modemæssige åbenhed førte hende også til finske Marimekko-kjoler, og længe før jeans kom på mode, gik hun i dem.

Den unge enke

En fuldstændig enkel, sort dragt folder sig trøstende om den unge enke, der knæler ved båren, dækket af det amerikanske flag. Kennedy er død, skudt ned i Dallas, og det tunge slør foran hendes ansigt og sorgen inde bag, symboliserer for en hel verden afmagt, et slukket håb, en dør, der lukkes.

Efter Kennedys død giftede hun sig med den græske skibsredder og milliardær Aristoteles Onassis, og verden så pludselig en anden, men ikke mindre stilfuld Jackie O: Væk var pilleæskerne, væk var det høje hår og frem trådte en mere moden kvinde, elegant, men afslappet klædt, lettere og – måske lettet – efter årene som national-eje, nu med lange flagrende perlekæder, lavtaljede buksedragter og mini-korte mønstrede kjoler. Stadig den perfekte størrelse til Giorgio Armani, kjoler fra Carolina Herrera, igen Chanel, men i en livligere udgave, og ellers Pucci, Valentino og Halston, der passede perfekt til livet på natclubberne og Onassis-familiens yachter.

Som New York Times skrev i 1967, gjorde Jacqueline Kennedy Onassis verden en tjeneste ved at udfri moden fra den puritanske opfattelse af den som syndig, og gennem sin egen stil anerkende, at mode er både magtfaktor og magi.

 

De ændrede verden

Selvom det oftest er præsidenterne, der står tilbage i historiebøgerne, har præsidentfruernes garderobe ofte bidraget ved de store historiske forandringer.

Roselynn Carters grønne skjortekjoler fik ry for at gøre præsident Carter mere folkelig, end han nogensinde selv havde forestillet sig. Og mens sovjetpræsidenternes fruer altid klædte sig diskret, men efter russisk tradition, udtrykte Raisa Gorbatjovs bevidst vestlige påklædning med farvede dragter sin mands glasnost-politik, der førte til murens fald, og en ny verdensorden.

Ukraine er en af disse nye nationer, hvor regeringslederen selv er kvinde, nemlig den billedskønne Julija Timosjenko. Gennem sine bondepigedragter og brede, blonde fletning har hun opnået stor popularitet i befolkningen.

Af de mere berygtede præsidentfruer huskes Filippinernes Imelda Marcos, der som bekendt brugte en god del af det fattige lands bruttonationalprodukt på sko, og Sydafrikas Winnie Mandela, der trods et godt udgangspunkt med rig adgang til diamantsmykker og smukke, mønstrede metervarer ikke huskes som meget andet end en gemen kriminel.

Herhjemme toner først og fremmest den smukke skuespillerinde Helle Virkner som statsministerfrue, og hendes samarbejde med modecréateur Holger Blom antog samme næsten magiske dimension som Evita Peróns liaison med Christian Dior og Hilary Clintons med Oscar de la Renta: Skrædderens sublime forståelse for både personen og personaen .

”For at klæde en præsidents kone på skal du være meget diplomatisk. Du må på en god måde sige til dem, at de hidtil ikke har set for godt ud, og at de vil se så meget bedre ud, hvis de fremover blot vil lytte til dig”. Arnold Scaasi, amerikansk designer, der har klædt både Barbara Bush, Jacqueline Kennedy og Mamie Eisenhower på, til New York Times

 

 

 

 

You may also like