Palermo… ti amo

Glem alt om mafiaromantik, velplejet gastronomi og larmende markeder: Palermo er på alle måder en anderledes italiensk oplevelse: Palermitanerne taler ikke italiensk, maden smager af arabiske krydderier og stort set alle guidebøger lyver i deres beskrivelser af markederne, for de er mere stille her end noget andet sted. Palermo er på en gang meget værre og meget, meget skønnere end man skulle tro, og mere end én rejse værd.

Det var et opslag i decemberudgaven af Harper’s Bazaar, der satte gang i minderne i dag, nemlig Dolce & Gabbanas kampagne, der – som altid – er skudt on location i Palermo, den sicilianske hovedstad, et italiensk mareridt. Dolce og Gabbana, der stammer fra Sicilien, har flere gange hentet inspiration til deres kollektioner i ornamentikken i Normannerpaladset eller hos Leoparden, den fiktive gamle greve, der ser at alting må forandres, for at alting skal forblive det samme.

Selvom Tomasi di Lampedusa, forfatteren til Italiens til dato største bestseller, Leoparden, døde for snart 70 år siden, er både han og adelsslægten Palma-Lampedusa særdeles levende. Hans svigerdatter, Hertuginde Nicoletta af Palma, inviterer nemlig indenfor i det gennemrenoverede 1700-tals palazzo, men som noget helt særligt gælder invitationen er ikke bare en rundvisning i forfatterens bibliotek, men derimod til sammen med hende at tilberede et ægte siciliansk måltid, som taget ud af Lampedusas bestseller, og efterfølgende nyde det i spisesalen med udsigt over Middelhavet.

Parfumeret mandaring-gele med spiselig pynt af syrlige kumquats og jordbær (de er kun til pynt).

Fattigdommen er slående, si, men ind imellem dukker kunstskatte op, som alle andre steder ville være bag glas eller – endnu værre – ramt af overformidling, den lidelse, der har ramt de fleste af Europas kulturskatte. Her får både natur og kultur tit lov til bare at være i deres oprindelige kontekst: Det sorte sand på Stromboli, blodappelsinerne fra Etnas skrænter, Templernes Dal, spøgelsesbyen Erice, domkirken i Ortigia, bygget uden på et Athenetempel, det romerske OG det græske amfiteater i Syracusa, Normannerkapellet Palatina; alt sammen levende historie, fortalt med umiddelbar begejstring og gennem sanserne snare end forstanden, og det har altid besnæret mig – sammen med maden, kaffen, klimaet.

Knap 100 års arabisk herredømme flyder gennem mange smagsspor, for araberne medbragte citroner, appelsiner, pistacier og sukkerrør, tilsammen vigtige ingredienser i de søde kager, som gør en siciliansk kaffebar til en farveoplevelse.

At normannerne også var her i en periode, ses i de uendeligt blå øjne, der møder en i gadebilledet. Siger man.

Vi boede her i den periode, hvor Morten skrev sin novellesamling, Gud er det dig, der spiller sax, færdig. Det var vinter, det var koldt, der var gasopvarmning og sparsomt varmt vand, men alligevel var det sært fængslende og befordrende for indtryksdriveri. Jeg tog byen ind, jeg skrev om den, lige nu savner jeg den.

Hver dag læste jeg spisesedlen ved bladkiosken på Piazza San Domenico, og jeg læste den med både undren – daglige mord, daglige mafianyheder – men en dag også med optimisme: Bedstemor anholdt af politiet for handel med stoffer, angivet af barnebarnet. Det er nye tider på Sicilien.

Problemet med syden bliver tydeligt fra det øjeblik, man stiger ud af lufthavnsbussen på Politeama, den store plads med palmer og åbne flader, der deler Via delle Libertas elegante butikker mod nord fra Via Maquedas mere folkelige butikker mod syd. Det, der kunne være en fornøjelse for øjet, flyder med affald, hundelorte og en generel, men ikke charmerende, mangel på vedligeholdelse.

Jeg får helt utroligt lyst til at rydde op. Til at bede bystyret, der administrerer nogle af verdens meste enestående kulturskatte på et ganske overskueligt areal, om at gøre noget. Arbejdsløsheden er Italiens højeste, der er hænder nok til at tage fat.

Men en henvendelse til kommunen i Palermo er nytter ikke: Ind i mellem går vandet eller strømmen og bliver væk i flere dage. Der kommer ikke nogen og fixer det. Du kan ringe, og du kan ringe igen, men det er ikke sikkert, det nytter. Du må, som vores udlejer Sara, personligt troppe op på netop det kontor, der tager sig af vandforsyningen, og bruge din myndighed, dine talegaver, dine forbindelser til at få vandet igen.

Hvem skal så rydde op? Kunne det være et job for de mænd, der hænger på hvert gadehjørne, ved hver lille piazza eller smøge, udenfor barerne. Nogle af dem hjælper dig, mod et par håndøre, med at finde en ledig parkeringsplads, andre bliver betalt for at holde en særlig attraktiv plads langs et offentligt fortov eller gade ledig, hvor en særlig person ønsker at parkere. Men nogle af dem, der hænger, har andet at se til end fordelingen af de ganske få ledige meter til bilerne. De holder øje, de observerer alt, de passer på butikker, barer eller grønthandlerne. Når de ikke hænger, drøner de rundt på deres små kabinescootere, og de indgår i et stort, ikke umiddelbart forståeligt netværk af informanter, selvbestaltede vagter, der våger over de enkelte kvarterer.

Det palazzo vi bor i, står under beskyttelse. Det er ikke bare noget, jeg iagttager fra de høje vinduer ud mod smøgen, vi bor i, vores udlejer informerede os om det, den aften, vi flyttet ind, sammen med instruktionerne i at bruge vaskemaskinen. Man hilser på dem, man køber sit vand i deres lille kiosk, man drikker en espresso på baren lidt længere nede ad gaden, også selvom den smager elendigt. Bare en enkelt, og svarer venligt og beredvilligt på de spørgsmål, der kommer fra den ældre dame bag baren.

Og så ikke mere, det er en anden verden, det er ikke vores verden, men de passer på huset, passer på, at der ikke er et par unge knægte, der lige tager den hurtige og lette tur op på balkonen og ind gennem døren og ribber lejligheden for MacBooks og Ipads.

De står der hele dagen, og i weekenderne til langt ud på natten. Om formiddagen, i vintersolen og til vespertid. De går aldrig hjem, for gaden her, kvarteret her, er deres hjem. De er mænd, der burde have været i skole, frem for at hænge ud med deres onkler og fætre, sunde og stærke mænd i trediverne, der brude have et job i stedet for at hænge rundt.

Der er så meget man burde i Syden, og det er ikke kun os nordboere, der ser sådan på det, hele resten af Italien nord for Napoli taler ikke om andet. Om hvordan Syden burde tage sig sammen. Hvordan Syden ikke kan tage sig sammen. Hvordan Syden aldrig har kunnet tage sig sammen. Hvordan Norden ville være bedre stillet uden den ømme fod, den trætte læg, den svage svang og bolden, den sparker til.

Det er netop derfor, Palermo ikke bare er et besøg, men et ophold værd: det er et enestående sted, udenfor tid og retning, det er bedårende smukt, netop det, Dolce og Gabbana har øje for, og det er tudegrimt, urimeligt, beskidt og forfaldent. Men det er først og fremmest ægte, og det eneste sted i verden, der kan præstere denne særlige liste:

Det sicilianske gadekøkken, panelle, milza, arnchini, billigt og urimeligt lækkert

Kager, smukke, søde, sukrede, nærmest sjofle i farverne

Timbale –den ret, der serveres ved festen hos Leoparden, på en gang barok, festlig, enkel og velsmagende

At man ikke bliver snydt

At buschaufføren venter

Smukt indpakkede croissanter og kager, små kunstværker i sig selv

Skænderierne

Den flittige brug af U i stedet for O, så sproget lyder som en dulgt dunken snarere end en arie

Pasta alle Norma

Bellinis Norma

Canoli, Cassata – flere kager

Stor skønhed hvor man mindst venter det

Monumenter over, at det engang lykkedes normannere, romere og arabere at leve fredeligt sidse om side

Monumenter, der fletter disse kulturer sammen og dermed dokumenterer, at der kun er en Gud

Vejskilte på italiensk, arabisk og hebraisk

Stille markeder

La Vucciria, der marked, der er kendt i guidebøgerne som det mest larmende (men ikke er det) og som guidebøgerne kraftigt fraråder, at man besøger om aftenen (hvilket man alligevel gør, fordi det er et beskyttet sted, og bor man i området er man beskyttet, og fordi der står en fyr med isblåøjne og griller om onsdagen)

Hertuginden hører til fiskehandler Mimo og hans søn og svigersøn gør alt, hvad de kan, for at vi får den bedste fisk.

Tekst og fotos: Anne Absalonsen

Dette er første del af Palermo-trilogien, der handler om en tid, jeg boede der. Anden del kan læses her

 

You may also like