Smukke, unge mænd

Mens vi altid har så travlt med de smukke unge piger, glemmer vi i skønhedens navn, de unge mænd. Vildt uretfærdigt, for de har ofte endnu mere brug for hjælp og vejledning til, hvordan de holder huden ren, sund og fri for urenheder.

Det fik mig til at tænke på, at vi ikke gør drengene en tjeneste ved at behandle dem som piger. Tværtimod. Og det fik mig til at tænke på et studie, jeg engang skrev en artikel om, der påviste, at også medicinsk skal drenge og piger i nogle tilfælde behandles forskelligt:

Mæslinger, der hvert år koster knap en halv million småbørn livet i udviklingslandene, kan forholdsvist let og effektivt bekæmpes via vaccine, og bliver det også. Men et dansk forskningsprojekt viste i 2006 blandt andet, at standardmæslingevaccine giver 40 procent lavere dødelighed blandt piger end blandt drenge. Derimod øger a-vitamin, givet sammen med mæslingevaccinen, overlevelseschancerne betragteligt for drengebørnene, men har ingen effekt på piger. Så ved I det.

Nu er hudpleje jo ikke kun biokemi, men også filosofi og psykologi. Og hvor de fleste piger i teenageårene gladeligt snakker om og deler skønhedsprodukter med hinanden, tvivler jeg på, at drengene gør det sammen. Dem, jeg kender, siger i det hele taget ikke ret meget. Til gengæld bruger de lige så lang tid foran spejlet som pigerne.

Mens pigerne er mærkebevidste, duftbevidste og farvebevidste omkring både hudpleje og makeup, tænker drengene mest over, at det ikke skal være gay. De har intet imod at andre er gay, men når de ikke selv er det, vil de heller ikke signalere det, er min iagttagelse her fra sidelinjen.

Til gengæld vil de gerne have øko – flasket op som de jo er på naturlig ufiltreret æblemost, øko-mæl og biodynamiske havregryn. De vil gerne have multiprodukter, og de vil gerne have noget, der er nemt at bruge. Millennials, som generationen født mellem 1980 – 2000 teknisk kaldes, er vildt optaget af sundhed, de bruger mere tid og flere penge på motion, de er bevidste om deres kost og deres forståelse af mode indeholder en høj grad af sportstøj/active wear. Mine sidelinjeiagttagelser underbygges i øvrigt af en rapport, som Goldman Sachs (ærkefjenden, gisp!) har lavet; den viser også, at teenagere bliver boende hjemme meget længere,  end tidligere (nyt gisp!)

Med disse iagttagelser i hånden gik jeg altså på jagt efter en hudpleje-grundpakke til en ung mand i min nærmeste omgangskreds. Og her er, hvad jeg kom hjem med:

Konjac svamp: en lille ufo-formet svamp med indhold af grøn te, målrettet rød, følsom hud (vælg den sorte version med kul, hvis huden er angrebet af urenheder). Svampen renser huden så grundigt, at det ikke er nødvendigt at bruge rensecreme, og den er nem at bruge. Desuden er den 100 % vegetabilsk, da den er lavet af en eller anden asiatisk kartoffelplante, og den er også 100 % nedbrydelig. Den er let at holde helt ren, og skal bare skoldes en gang om ugen. Den var et omgående hit os den unge mand!

En ikke-fedtende dagcreme, baseret på økologiske ingredienser, der trænger let ind i huden: her faldt valget på en face/bodylotion fra Urtekrams nye herreserie. Urtekram er økologi, håndlavet i Danmark, men stadig til at betale for den unge mand, når han engang i en alder af 34 flytter hjemmefra. Den indeholder bl.a. økologisk baobab, lakrids og aloe vera, og dufter lidt woody af enebær. Fra samme serie valgte jeg også en deodorant og en hair & bodywash. Ønsket om multifunktion og økologi blev imødekommet. Blev taget i brug med det samme.

Solcreme til mænd har jeg skrevet om før, men til unge mænd skal den først og fremmest ikke tilstoppe porerne, være nem at få ud af tuben og ikke klistre. Her fik den unge mand en faktor 50 fra Australien Gold Botanical Face, og den røg i rygsækken. Godt tegn, det betyder nemlig, at den ryger op igen, når han er til fodbold.

En lille tube zinksalve: til brug på urenheder og røde knopper om natten, synes jeg er en mere skånsom måde at få dem væk på, for zink gør ikke huden irriteret eller porøs. Og resterne er let vasket væk med konjac-svampen næste morgen.

Hårgele har han selv helt styr på, det ryger på i store mængder. Men jeg har givet ham en fra Björn Axen, Short Hair Wax, fordi den er drøj, holder godt og er skånsom mod hovedbunden.

For lang tid siden snuppede den unge mand min Save My face pude, og dette tyveri er hermed anbefalet videre: køb en til dig selv og en til ham. Puden, der ligner en stor mælketand (og ikke PÅ NOGEN MÅDE kan forveksles med et sovedyr!), er ergonomisk venligt overfor bindevævet i ansigtet, og jeg er ret sikker på, at når huden faktisk er så fin, som den er, er det takket være SMF-puden. Huden får simpelthen mere luft end på en almindelig pude, så der ikke dannes en varmt og bakterienærende miljø, men en ren, tør overflade, som huden ånder bedre i.

“Og de smutter før man ved det
Pludselig er de stukket af
Som legesyge sommerfugle
Den allerførste sommerdag

Hvad det er de vil med livet
Det ka’ kun de selv forstå
Og de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må” – Kim Larsen – De smukke unge mennesker

Billedcredit: Isak & Even, hhv årgang 1999 og 1997, fra SKAM, den hidtil vigtigste og mest nuancerede tv-serie om moderne – og meget smukke – unge mænd.

You may also like