Tirsdagsføljeton: Skønhedens ret, del II

I en tid, hvor makeup-hylderne boomer, og hvor der aldrig har været så mange serier, produkter og muligheder som nu, og hvor alle, der har en internetforbindelse, kan kunsten at contourere, strobe, lægge et smokey eye eller definere de perfekte bryn, vækker et helt nøgent ansigt enorm opmærksomhed.

Det skrev jeg om i første del af denne tirsdagsføljeton, Skønhedens ret. Årsagen var, at den smukke og karismatiske sangerinde Alicia Keys det seneste års tid har kørt en konsekvent stil helt uden makeup. Det er ikke gået stille af.

Twitter udløste Alicia Keys’ look et større udfald mod hende, nogle brugere kaldte hendes udseende for ”forstyrrende” og ”hærget”, mens andre ligefrem mente, at hun var ”falsk”. Men endnu flere hyldede hende for hendes mod, hendes ærlighed og hendes vilje til at gå imod det, der ellers forventes af en kvindelig stjerne til en prisoverrækkelse. Medierne var vilde med det og alle dækkede det, inklusiv Deres Udsendte, der skrev en lang artikel om fænomenet.

At vores udseende er mere en overflade, skal, maske eller forfængelighed, har vi muligvis fornemmet. At det kan være politisk, ved vi egentlig godt. Og at det hidtil største oprør, et af de vigtigste salg for alle kvinders ret til at se ud, som vi vil, kommer fra en afroamerikansk kvinde, kan næppe komme bag på nogen, når vi først har set lidt på, hvordan den moderne kvinde blev til.

Hvad handler det her egentlig om?

Er ingen makeup, som i vitterlig ingen makeup, det mest provokerende og iøjefaldende look, man kan vise lige nu? Og hvorfor tiltrækker netop det rene, usminkede kvindeansigt sig pludseligt mere opmærksomhed end alverdens matte læbestifter, smokey eyes eller perfekte bryn? Når selv de kendte smider masken, er det tid til at se lidt nærmere på det, der ikke kun er et politisk statement, men også en af de største trends lige nu: det nøgne ansigt.

Man kigger og kigger igen, og ofte er det antydningen af en beige øjenskygge, en let mascara eller en velanbragt highlighter, der afslører, at dette ikke er et ansigt uden make-up, men derimod et ansigt med no-makeup, et look, mange kvinder elsker, inklusiv undertegnede.

Vejen til no-makeup går over god hud, hvor urenheder, farveforskelle og fregner delvist er dækket, og omfatter oftest en let mascara eller eye-lashextension, en smule gloss på læberne og måske en godt blendet contour-farve under kindben, i øjenfold eller langs næsen. Denne variant kaldes også barely there. Vi er nede i detaljen, helt nede i de bedste makeupartisters værktøjskasse, for som så mange andre trends, er også det nude look startet her. På magasinerne kan man ikke få nok af “god hud”, og kan du lave det, er du garanteret en fremtid på kampagner, magasiner, modeshows og modefeatures.

På det seneste har en lang række stjerner og rollemodeller lagt makeuppen på hylden og lagt billeder ud på de sociale medier helt uden. Sangerinden Adeles off-stage billeder fra hendes seneste tur viste ikke kun, hvordan divaen slapper af, men også at hun slapper af uden makeup. Det samme gælder modelsøstrene Bella og Gigi Hadid, Kylie Jenner og Cameron Diaz, sidstnævnte har helt konsekvent promoveret sine seneste to bøger uden makeup. Begge bøger handler i øvrigt om at ældes med overskud, sundhed og livsvisdom og at acceptere, at det er godt nok at være den, man er, og ikke mindst at se ud, som man nu gør, når tiden har gnavet lidt.

“Der findes ikke grimme kvinder, kun dovne kvinder”, skal Coco Chanel efter sigende have sagt, men for at forstå, hvorfor det at gå uden make-up ikke bare er dovenskab, men en yderst raffineret trend, må vi se os tilbage:

Kun for de få

Som bekendt defineres luksus som, det, der kun er for de få, og hvor makeup igennem århundreder vitterlig kun var for de få adelige, royale eller kunstnere, så blev forskønnende makeup, særligt efter anden verdenskrig, tilgængelig for de fleste.

Dels blev det alment accepteret, for omkring år 1900 var det mest kvinder på scenen, der brugte makeup, ofte med den ”bivirkning”, at de blev anset for løsagtige. Men også blandt det bedre borgerskab, hvor fin og hvid hud var lig med skønhed, blev der pudret og smurt og duppet, og det helt stor gennembrud kom så efter anden verdensskrig, hvor flere og flere kvinder selv tjente penge og bestemte, hvad de skulle bruges til: Smukt indpakket læbestift eller pudder med kvast.

Fra tresserne begyndte en yngre generation at sætte kulør på hverdagen, og nu skulle makeup være tilgængeligt, farvestrålende og helst indpakket i plastik, så det var billigere og noget, man kunne have med på farten til touch-up i løbet af dagen.

I firserne, det årti, makeupartisterne hele tiden vender tilbage til i makeuppen, var en fest af shocking pink læbestift, af kobolt-blå mascara, af gul øjenskygge efter de mere naturlige halvfjerdsere. Særligt, da der begyndte at blive rift om de gode mænd, altså dem, der kunne matche poweramazonens skyhøje forventninger til det ligeværdige parforhold, gik der farve, styling og makeup i den. Det betød naturligvis også noget, at budgetvenlige brands som Rimmel, Maybelline og Max Factor gjorde makeuppen tilgængelig for alle, der havde lyst til at lege med farver, former og skygger.

Det var den åbenlyse makeup, den fashionable makeup, der som moden, også var et statement, og som signalerede gruppeidentitet: der var punkerne og deres sorte kohl-indrammede øjne, der var diskerne og deres sorgløse pasteller og glimmer, og endelig var der yuppierne, der med køligt metal – look og blodrøde læber iscenesatte sig selv som krigergudinder med tydeligt maskuline træk.

Gennem halvfemserne etablerede en masse spændende og toneangivende makeupbrands sig, der målrettede sig mod de professionelle makeupartister, et forholdsvist nyt fag på det tidspunkt. Ikke mindst canadiske MAC (grundlagt 1984), der i halvfemserne begyndte at åbne butikker i de vigtigste modemetropoler, gik ligesom Max Factor efter de professionelle ved at lancere produkter i en professionel kvalitet, velegnet til brug ved shows og til modefoto. Ved at være målrettet de professionelle, fik MAC samtidig godt tag i den store gruppe kvinder, der virkeligt interesserer sig for teknikken, produkterne, udtrykkene og som er i stand til at lægge en næsten professionel makeup.

Sideløbende med professionaliseringen af produkterne, der ganske enkelt blev bedre, mere holdbare og nemmere at lægge på, lagde de store modehuse som Dior og Chanel mange kræfter i at skabe make-up looks, inspireret af deres couture shows, og som gav alle mulighed for at få en bid af den ultimative luksus: ægte parisisk skrædderkunst, som den dag i dag stadig kun er for de ganske få.

Siden 1973 har Dior hvert år sendt to sæson-looks på markedet, og fra 1988 blev det til fire årlige kollektioner, der matcher sæsonens farver og udtryk.

Også de store hudplejefirmaer tog look-ideen op og Lancôme, Estee Lauder og Clarins sendte og sender make-upkollektioner på gaden flere gange årligt.

Et look består som regel af nøje afstemte øjenskyggepaletter, læbestifter, rouge og mascara, så alle let kan lægge en fin makeup, hvilket nogle ekspedienter i stormagasinerne måske tog lidt for bogstaveligt. Langsomt, men sikkert voksede nye generationer frem, der helst ikke vil ligne en Magasin-ekspedient eller tage i mod styling-tips fra samme. De orienterer sig langt mere efter makeupartister eller smukke kendisser og ikke mindst de sociale medier.

En ting er, at no-makeup er ved at blive et politisk statement, noget andet er, at det klassiske kredsløb mellem skønhedsidealer, modemagasiner og forvirrede forbrugere er ved at blive undergravet af de sociale medier.

Instagram, Youtube og Snapchat elsker nemlig forvandlingen fra studerende på SU til glamourøs diva,og den er let at lave med de rette penselstrøg eller filter. Man kan se, der sker noget, og det vil vi gerne se på. Derfor ser vi bl.a bryn, der formes og farves, ansigter, er formes med contour eller smokey eyes overalt i det sociale medielandskab.

Er der en, der kan sit SoMe-kram, er det skuespilleren Gwyneth Paltrow. For ligesom skønhedsindustrien er under stor forandring, er kendisser det også, og flere og flere gør som Gwyneth: Bliver også deres eget medie, deres egen web-shop eller får deres eget brand.

Med internetuniverset goop.com er det lykkedes Gwyneth at disrupte det klassiske kvindeideal og – idealskredsløb og skabe et fuldendt onlineunivers for alle os, der gerne vil være smukke og lækre på den bæredygtige måde, uden at det bliver alt for langhåret og håndæltet. Og uden makeup, når det passer os. På Goop er der lange artikler om yoga, sund mad og simple living, og har en livsstilstrend kimen i sig til at blive rigtig stor, kan man være næsten sikker på, at den allerede har været omtalt på Goop.

På sin egen måde er Gwyneth godt i gang med at lære os ikke at gå med makeup, ikke bruge solcreme (hvilket hun naturligvis har fået mange prygl for at sige) og ikke bruge konventionel kosmetik.

Det er her, i dette forblæste identitetslandskab, hvor gamle hæderkronede firmaer i en benhård skønhedsindustri er ved at blive kastet bagover af niche, kendisser, bloggere og influenzere, at Alicia Keys nøgne ansigt vækker opsigt. Få resten af historien i sidste afsnit af denne føljeton om Skønhedens ret på tirsdag.

Billedkredit: Adele på forsiden af Rolling Stone, af Theo Wenner

You may also like