Vild høst

De kan ikke certificeres, de er svære at optimere, til gengæld er de langt mere potente end deres kultiverede artsfæller. Urter, dyrket af vilde frø, er det næste skridt på vej mod naturlig skønhed.

Rosenolie, sheasmør, troldhasselekstrakt. I langt de fleste former for kosmetik indgår en eller anden form for plantebaseret udtræk, olier, blomstervand, ekstrakter eller voks. Det er ikke kun i parfumer, det er også i stort set alle cremer, shampoos og lotions, for siden menneskeheden blev forfængelig, har naturen skænket os sundhed og skønhed. Planter kan noget, det ved vi, og det har vi vidst siden tidernes morgen.

Lægen Henrik Harpenstreng indsamlede, klassificerede og indekserede planter og urter efter deres helbredende virkning i 1200-tallet, og mange har senere trukket på hans grundforskning, både med henblik på sundhed og på skønhed. De senere år er det kommet større fokus, større udvalg og højere kvalitet i naturlige skønhedsprodukter; flere vil mildere produkter, der er tættere på naturen.

Det nye er, at produkterne nu også skal være vildere.

Vild høst eller sankning er den nye tendens, og ligesom vi valfarter til skov og strand for at sanke skovsyre, ramsløg og strandkål til retterne i det nye nordiske køkken, så vender nogle af de mest spændende kosmetikproducenter næsen mod den vilde natur. Ikke kun ved at indsamle, men også ved at dyrke planter på vilde frø. Det kræver egentlig ikke så meget andet end tålmodighed, det rette klima og indsigt i vilde planter. Men det kræver plads, og det er der langt ude øst på.

Vi er langt ude på landet. Fra hovedbyen Abakan, som ligger 4 ½ times flyvetur østpå fra Moskva, kører vi yderligere nogle timer. Henover steppelandskaber, blomstrende enge, fritgående køer og heste. Herude er der så god plads, at man ikke behøver at hegne ind for dyrene, de flytter sig selv efter det gode græs, og det er der rigeligt af. Her ikke kun plads til at slå armene ud, men også til at strække dem højt op i den sibiriske himmel. Imposante skyformationer i bredformat, kønt kantede bjerge i baggrunden, plads og luft. Vi er i Khakasija, landet med den lave himmel, som der står i turistmaterialet, i den sydelige del af Sibirien.

Der er kun en smule kobber i jorden, og ikke andet at markedsføre området på en masser af plads under den vidtstrakte himmel.

Her skal man kigge langt efter isbjørne og andre arktiske dyr, klimaet er nærmest som i Alperne, og der er både somre og vintre og årstider derimellem. Sidst i august er vejret næsten som i Danmark, men med store temperatursvingninger, der går fra knap nattefrost til lune dage omkring 24 – 25 grader.

I Sibirien høster man i august.

Kort efter byen Krasnojarsk svinger vi fra den asfalterede vej, der er et levn fra Sovjettiden, og ind ad en jordvej. Her, på en skråning ned mod floden, ligger en biodynamisk urtegård. Planterne dyrkes ikke kun på friland, som de fleste økologiske planter, mange af dem dyrkes af vilde frø, som er mere kraftfulde, end de kultiverede. Der er sædskifte hvert tredje år for at undgå, at der går sygdom i planterne. Så hviler Jorden.

Det ville være sjældent nok i Europa, men det er helt exceptionelt i det tidligere Sovjet, hvor økologi og tilbage-til-naturen endnu ikke er etableret som kvalitetsparameter og statusmarkør som i Vesten.

Vilde urter, som her røllike, har altid indgået i kosmetik.

Farmen, der drives uden sprøjtegifte og uden kunstgødning, tilhører Natura Siberica, et af de første og største russiske kosmetikfirmaser, der over de seneste år også har etableret sig uden for Rusland. Og et af de eneste. Produkterne sælges over hele verden bl.a. hos Harrods i London, Monoprix i Frankrig og i venstre flanke af Hotel D’Angleterre på Kgs. Nytorv, på Strøget.

Firmaet ejes af Andrei V. Trubnikov, der efter at være blevet ægte russisk rig på ejendomshandel, investerede i en lille shampoofabrik og dermed satte kursen for det, der skulle blive Ruslands første kosmetiske eksporteventyr. Ligesom firmaet adskiller sig fra mange andre internationale kosmetikfirmaer, skiller Andrei sig også ud fra nogen anden kosmetikmagnat, jeg har mødt. Ved åbning af den danske butik i 2016 gik Andrei, iført et knaldguld striktrøje, selv rundt og skænkede tranebærvodka op til gæsterne. At han er en af Ruslands rigeste mænd, faldt mig dengang ikke ind.

I Khakasija har der levet mennesker længere end noget andet sted, cirka 15.000 – 20.000 år. Det er herfra, forskerne formoder at arierne vandrede sydpå mod Indien, og det er her, nogle af de allerældste menneskers traditioner stammer fra. Musik. Og shamanisme, for eksempel.

Shamanisme kan betyde alt lige fra kontakt til de afdøde, psykoterapeutiske samtaler til indgående kendskab til en tradition med en historie så lang som menneskehedens: helbredende urter og planter. Det er sidstnævnt del af den shamanistiske tradition, der interesserer Alexander Stukalin mest. Han er kemiker, hjernen bag alle Natura Sibericas produkter og Andreis nærmeste og mest betroede medarbejder. Han udvikler nye formler eller forbedrer eksisterende formler for alle produkter, og han bærer det overordnede ansvar for, at Natura Sibericas sortiment, der består af over 500 produkter, overholder både russiske og internationale standarder for plantebaseret kosmetik.

Det er også ham, der har sørget for, at de fleste produkter er certificeret efter Cosmos-standarden, for han er udmærket klar over, at certificeringer betyder noget, når man stadig er et forholdsvist ukendt og endda russisk brand, der er ved at etablerer sig på et benhårdt, internationalt marked. Sammenlignelige konkurrenter som f.eks. The Body Shop (der ejes af en brasiliansk kosmetikgigiant, Aveda, (der ejes af Estée Lauder) og Jurlique har både lang erfaring, stor indsigt i det grønne marked og stor troværdighed hos forbrugerne.

Rosenrod er sammen med iris og morgenfrue nogle af de planter, der dyrkes fra vilde frø.

 

Vi vandrer gennem sirlige rækker af rosenrod, iris og morgenfrue, jeg gør mit bedste for at gøre mig forståelige på mit skolerussisk, men tolken må tage over: En ting er at være biodynamiker i Vesten, noget helt andet er at være det i det store, russiske rige, der efter murens fald har haft fokus på vækst fremfor økologi eller bæredygtighed. Så hvorfor finder en ung, lovende kemiker fra Moskva sin inspiration i shamanernes viden om planter og deres forståelse af naturen som én stor sammenhængende organisme?

”Det har altid interesseret mig, og for mig er der ikke en modsætning mellem den eksakte videnskab som kemi og den viden, shamanerne og de gamle vismænd har samlet over tid. Ligesom jeg elsker at kommer herud til Khakasija for at nyde den storslåede natur, vandre, få frisk luft i lungerne, så vil jeg gerne bruge den kraft, naturen har, til at skabe virksomme og skånsomme kosmetiske produkter”, forklarer Alexander. Modsat så mange andre kosmetik-kemikere, jeg har talt med gennem årene, der primært køber deres råstoffer på verdensmarkedet, har han ansvar for både planter, frø, høst og udvindelse af ekstrakter, olier og tinkturer.

I 1947 opdagede den russiske forsker N. V. Lazarev, at nogle planter indeholder en kemisk substans, dibasol, der kunne øge præstationsevnen og øge kroppens modstandskraft ved at bekæmpe stress. Det særlige er, at disse adaptogene planter som bl.a omfatter sibirisk ginseng og rosenrod, virker i hele kroppen, og ikke kun på et organ eller et symptom. Hans forskning i adaptogener sikrede ham et statsstøttet forskningsprogram, der også fortsatte efter hans død. Når netop russerne kastede sig over adaptogenerne, var det lidt af nød: de haltede bagefter amerikanerne indenfor den kemiske/farmakologiske forskning, men den alternative farmakologi var relativt uudforsket. Et af resultaterne af Lazarevs forskning var, at der systematisk blev indsamle data om de gamle urte-traditioner, herunder TCM (traditionel kinesisk medicin), russisk folkemedicin, vestlig folkemedicin o.s.v.

Vi går ind den lille, ryddelige parcelhuslignende bygning, der huser laboratorium, kontor, tørrehal og plantearkiv. I gangen står et skuffedarium med eksempler på de planter, der dyrkes, herunder rosenrod og sibirisk ginseng.

Medarbejdere i hvide kitler skal netop til at inddampe rødkløver.

”Forarbejdningen her er helt klassisk destillation, hvor de høstede urter overhældes med 65 grader varmt vand, og derefter inddampes til et destillat, en essens, der er meget koncerteret og som indeholder alle planternes gode egenskaber. Højtryk kompenserer for varmen, for planternes effekt svækkes, hvis de opvarmes over de 65 grader. Efter godt en time, er destillatet færdig og klart til at tappe på tønde og sende til fabrikken i Tallin”, forklarer Alexander, inden han viser rundt i tørrehallen, hvor urteneg dekorativt tørrer.

Nogle planter lægges, andre hænges til tørre.

 

I Sayan-bjergene, nogle timers kørsel fra farmen, tager Alexander os med ud for at plukke vild røllike. Den og andre vilde urter høstes skånsomt og med hånden af lokale arbejdere.

De udvundne olier og essenser transporteres efterfølgende til Natura Sibericas fabrik i Tallin, hvor de indgår i cremer, lotions og shampoo. Selvom produktionen ikke ser ud af meget, destillerer de angiveligt 60 tons hvert år af egen høst.

Floden, der ikke fryser til, bidrager til et godt klima for planterne i urtegården.

 

I Krasnojarsk skinner solen 300 dage om året. Selvom vinterdagene kan nå ned omkring 20 graders frost, det er jo Sibirien, og frosten er sikker allerede fra slut oktober, sørger den nærliggende flod for at temperaturen på markerne ikke svinger så voldsomt. Floden fryser ikke til, takket være det nærliggende vandkraftværk Sayano-Shuhenskaya , og det er netop i dette forholdsvist barske, men også kontrollerede klima, planterne vokser sig stærkest, mest potente. Jo hårdere betingelser, de lever under, desto stærkere bliver de, der bliver til noget, og det er denne naturlige evolutionseffekt, der hældes på krukker og flasker og sendes ud til butikker og spa’er over hele verden.

 

You may also like