X-faktor

Vejrudsigten siger solcreme.  I år kommer endnu flere produkter på markedet med faktor 20 og derover, og ikke nok ned, at faktor-tallet stiger, flere og flere solprodukter er i dag så fyldt med plejende, anti-age, anti-akne eller ekstra fugtgivende egenskaber, at de plejer huden på linje med effektive dagcremer. Jeg er faldet over to solprodukter, der kan en masse og som dækker mit behov for solbeskyttelse lige nu.

Til ansigtet har VICHY samlet en masse gode BB-egenskaber samt spf 50 i Capital Soleil, der er meget let smørbar og let tonet, så der er glød allerede inden, jeg har været i solen.

Til kroppen er jeg faldet over Vita Liberata Organic Dry Oil Dew, der kan alt det, en tørolie skal kunne + spf 25. Og så dufter den lidt af retro-sololie fra 70erne, det er lidt hyggeligt og næsten som at være i vores gamle sommerhus.

Hvor det for bare nogle år siden var faktor 15, der blev revet ned fra hylderne, skal der måske mere til i år. Også til hverdag bruger flere og flere faktor 25 eller 30, det er ikke kun ferien der trækker de høje tal. Er vi langt om længe blevet mere sol-bevidste eller har vores skønhedsideal ændret sig?

En gang var alle smukke kvinder blege, for en lys teint gjaldt og gælder stadig i nogle kulturer som et tegn på, at man ikke behøvede arbejde i marken, at man blev transporteret i lukket vogn og at man også udendørs opholdt sig under en skyggende parasol eller baldakin. Kort sagt, at man var rig.

Da kvinderne efter første verdenskrig begyndte at arbejde på (skyggefulde) kontorer eller i butikker, skiftede idealet, og det blev pludselig et overklassetegn at signalerer fritidsliv og dermed solbrændthed. Coco Chanel var en af de første til at smide sig på stranden iført stribet badedragt og store solbriller for at nyde sol og saltvand. Og det har vi sådan set gjort lige siden.

I tresserne og halvfjerdserne gik turen for alvor sydpå, og en gylden kulør var tegn på, at man havde råd til at rejse ofte eller købe en højfjeldssol til hjemmebrug.

Indtil slutningen af halvfemserne var det stadig helt almindeligt at branke godt igennem på charterferien eller smide en polet i solariet et par gange om ugen. Men en øget sundhedsbevidsthed og en stærkt øget forekomst af hudkræft blandt danskerne, fik mange til at droppe den kunstige sol, nøjes med mindre doser på ferien og smøre solcreme på.

Tip: Brug rigeligt! En kopfuld til en krop, en teskefuld til ansigtet, er tommelfingerreglen fra Kræftens Bekæmpelse. For at opnå den faktor, der står på flasken, skal en voksen bruge 40 ml, så i en 200 ml flaske er der faktisk kun til 5 dage på stranden.

 Nå, ja, man kunne også bare blive indenfor og gense La Piscine med Romy Schneider og Alain Delon, eventuelt efterfulgt af Swimmingpool med Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier. Bare et forslag…

You may also like